Først udviklede EduLab et matematik-site til universitetsstuderende, men det blev ikke en succes. Derefter forsøgte de med et produkt til gymnasiet, men det viste sig, at det var 9. og 10. klasses elever, der brugte det. Det gav EduLab anledning til at give folkeskolen et skud – og så de ramte plet. To år senere har MatematikFessor nu mellem 75.000 og 100.000 unikke brugere om ugen, og tallet er hastigt stigende.
”MatematikFessor indeholder to forskellige produkter. Det ene er til lærere, som kan give deres elever lektier for online. Læreren kan inddele i niveauer og lave differentieret undervisning, så den enkelte elev får opgaver på sit eget niveau. Samtidig kan læreren få rettet elevernes opgaver automatisk og følge med i, hvordan eleverne klarer sig,” siger Kasper Holst Hansen, der er manden bag MatematikFessor. Portalen indeholder masser af hjælpevideoer til eleverne, som kan få forklaret det, de svarer forkert på, som for eksempel hvordan man lægger to brøker sammen.
”Det andet produkt, som MatematikFessor rummer, er rettet mod forældre. Det kan være svært at hjælpe sine børn med matematik, også selvom lysten og viljen er der, og mange forældre har ikke de faglige eller pædagogiske evner til at hjælpe. Så vi har lavet et system, hvor forældre kan købe adgang til deres børn, som på den måde får støtte til at træne faget. En vigtig del af systemet er et gaming-univers, som udfordrer, motiverer og skaber entusiasme,” siger Kasper Holst Hansen og fortæller, at MatematikFessor rummer mere end en halv million unikke spørgsmål og 2000 videoklip.
Faget alle elsker at hade
Materialet på matematik-portalen laver Kasper Holst Hansen selv sammen med cirka ti ansatte samt nogle lærere, der er tilknyttet virksomheden.
”Det er primært IT-folk og matematik-nørder som mig selv, der udvikler portalen. Vi er nogle lidt specielle typer, og det har da været en udfordring at finde melodien sammen. Men vi har fundet det helt rigtige team og har det virkelig skægt, fordi vi brænder for det vi laver,” siger Kasper Holst Hansen, der er 33 år. Han er uddannet økonom fra Copenhagen Business School, hvor han også er ekstern lektor. Han begyndte allerede at undervise, mens han studerede, og vil gerne have sin egen entusiasme omkring matematik ud over rampen.
”Matematik er et fagområde, som mange elsker at hade. Men det er jo bydende nødvendigt for rigtig mange mennesker at lære matematik. Uanset om du er økonom eller håndværker, vil der være tal du skal regne ud for at give tilbud eller lignende,” siger Kasper Holst Hansen og fortæller, at materialet på portalen også udvikles i samarbejde med virksomheder, som giver idéer til at gøre matematikken anvendelsesorienteret.
”Eksempelvis har vi fået inspiration fra SKAT i forhold til matematik til udskolingen. Hvad er et befordringsfradrag, hvordan beregner jeg mit arbejdsmarkedsbidrag osv.. Det er faktisk ikke helt enkelt. Vi samarbejder også med en større bank omkring materiale, der omhandler det at lave et budget, og hvad et rådighedsbeløb er. Og den virkelig fede historie er, at det er lærere, der har efterspurgt noget anvendelsesorienteret materiale, som vi så har fået virksomhederne til at byde ind med,” siger Kasper Holst Hansen.
Involvering af brugerne
Her rammer vi ned i dét, som er EduLabs - måske - væsentligste kompetence: At turde lytte til og involvere brugerne.
”Noget af det vi har succes med er, at vi snakker utrolig meget med vores brugere. Vi er nysgerrige, og vi har lyst til at høre folks idéer. Vi sætter en ære i at tage folk alvorligt, og man behøver ikke være på lønningslisten for at påvirke MatematikFessor,” siger Kasper Holst Hansen. Han forklarer videre:
”Vi tør godt lægge skæve idéer ud og prøve nogle ting af. Vi bruger enormt meget tid på, at tage ud på skoler, vise vores produkter frem og snakke med elever og lærere. Matematiklærere er fantastiske mennesker, som har utrolig mange idéer og meninger. Og vi har fået enormt meget konstruktiv feedback og idéer til forbedringer,” siger Kasper Holst Hansen og nævner, at åbenhed også fordrer en vis robusthed.
”Lige så mange idéer vi får, lige så mange tæsk tager vi. Det handler om at turde prøve tingene af og starte forfra. Man skal turde slå sig. Det er klart, at når man laver noget til skolen og er i kontakt med så mange mennesker, så får man kritik indimellem. Det tager vi med som en del af udviklingen,” siger Kasper Holst Hansen.
Salgsindsatsen er outsourcet
Ligesom samarbejdet med brugerne er afgørende for udviklingen af MatematikFessor, har samarbejdet med en kollega i branchen, ClioOnline, også stor betydning. ClioOnline, som laver undervisningsportaler i blandt andet dansk og historie, står nemlig for at sælge MatematikFessor til landets skoler.
” Vi deler værdier og ambitioner med ClioOnline og har en fed sparring portalerne imellem. De har været i gang i folkeskolen lidt længere end os, de kender beslutningsgangene i kommunerne og har et rigtigt godt netværk. Og så er de hamrende dygtige,” siger Kasper Holst Hansen og fortæller, at 25 pct. af Danmarks skoler har købt abonnement til MatematikFessor. Prisen afhænger af aftalen med den enkelte kommune, mens private kan få et års abonnement for 82 ører om dagen. Alle har dog mulighed for at afprøve portalen gratis en måned.
”Man kan kun undervurdere salgsindsatsen. Man kan have verdens bedste produkt, men hvis folk ikke ved det, kan man tage det med sig i graven,” siger han, der selv havde svært ved at sælge sit eget produkt i starten.
”At ClioOnline står for salget til skoler betyder, at vi kan fokusere på udviklingen portalen og levere produkter af høj kvalitet samtidig med, at vi drøner derudaf i høj fart,” siger Kasper Holst Hansen og tilføjer:
”Det handler jo om at nå til en erkendelse af, hvad det er, man er god til, og så løbe med det.”
Globalt udsyn
Det MatematikFessor ”løber med” er at servicere de mange eksisterende brugere på den bedst tænkelige måde og fortsat udvikle portalen.
”Vi bilder os ind, at vi er gode til at lave online matematik. Og vi vil gerne fortsætte med at udfordre den online formidling af matematik med nye features, spil og træningsmetoder. Ambitionen er at lave noget, der er så godt, at vi får rigtig mange skoler med. Måske 50 eller 60 pct. af alle skoler i Danmark,” siger Kasper Holst Hansen. Han ser det som realistisk efterhånden som der kommer mere og mere fokus på digital undervisning.
”Jeg har sagt til mig selv fra starten, at det er okay at være tålmodig med det her projekt. Jeg brænder for det jeg laver, og jeg er pavestolt i dag. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke drømmer om at tjene penge på det,” siger han. Forretningen løber rundt i dag, men den løn han selv hæver er kun symbolsk. Han er, efter eget udsagn, i den heldige situation, at han har en meget forstående kone.
”Vi har lige lanceret portalen i Norge, hvor der er fem millioner potentielle brugere. Vi tør tænke stort og er ikke bange for at tænke globalt. Portalen kan lægges ud til flere sprog i et relativt højt tempo, og det kræver ikke dobbelt så mange ansatte at servicere dobbelt så mange brugere. Så vi kan se skalafordelene ude i horisonten,” siger Kasper Holst Hansen og understreger, at den danske portal skal være i orden til enhver tid.
”Der er både synergier og udfordringer i at vokse. Systemet må ikke gå ned, når IT-lokalet er booket i Thyborøn fra klokken 10-11. Så nu prøver vi først i Norge og ser hvad der sker. Når vi får feedback derfra, så er der helt sikkert vinkler, som danske lærere og elever også kan få glæde af,” slutter han.
Denne artikel blev bragt i magasinet IVÆRKSÆTTEREN nr. 72. Magasinet udkommer 8 gange årligt, og et abonnement koster 399 om året + moms. Du kan lige nu tegne abonnement, hvor du modtager de to første magasiner for kun 50 kr. Abonner ved at klikke her.