06 . December , 2012

Nyt dansk koncept skaber super solceller

På baggrund af sin Ph.d.-afhandling på Syddansk Universitet har iværksætteren Anders Rand i sin virksomhed EmaZys Technologies ApS udviklet en teknologi, som overvåger solcelleanlæg. Hvis et solcelle- modul i et anlæg begynder at afvige eller helt lukker ned, bliver det registreret af EmaZys-teknologien, og den løbende analyse af fejl giver anledning til helt nye muligheder for driftsoptimering i solcelleanlæg. Er der tale om tilsmudsning og støv? Er det elektrisk overbelastning, er der brandfare? Opfylder modulerne den garanterede virkningsgrad – også efter 10 år? Dette er nogle af de spørgsmål, som teknologien kan medvirke til at give et entydigt svar på.

”Vores system kan præcist identificere uregelmæssigheder i solcelleanlægget og forklare dem. Teknologien er udviklet på baggrund af metoder og viden, som hidtil var forbeholdt forskningslaboratorier, og det har potentiale til meget store besparelser på drift af navnlig store solcelleanlæg,” fortæller Anders Rand. De store solcelleanlæg findes i dag typisk i Sydeuropa, men da solcelleteknologien konstant udvikles, kan investorer med tiden forvente rimelige afkast fra investeringer i større anlæg, som placeres i Skandinavien.

Markedet efterspørger i dag en mindre risiko i forbindelse med investering i solceller, og EmaZys har derfor set en mulighed for at gøre nytte og skabe en forretning. Teknologien giver mulighed for hurtigt at sætte ind og yde service dér, hvor problemet er – og dermed sikre, at anlægget producerer optimalt. Samtidig vil konceptet akkumulere viden om, hvordan solceller egentlig nedbrydes i forskellige miljøer, hvilket tjener som input til forskning.

Investorer parat til at investere Ideen til den nye teknologi fik Anders Rand efter at have skrevet en Ph.d.-afhandling i et relateret emne omkring solcellers holdbarhed på Syddansk Universitet i samarbejde med Teknologisk Institut. Og fra start har investorer set den gode forretning i ideen. Innovationsmiljøet Syddansk Teknologisk Innovation, som investerer hovedparten af deres penge på vegne af Videnskabsministeriet, skød kapital i virksomheden, da den blev etableret, og nu investerer også investeringsfonden Insero Horsens flere millioner i virksomheden.

”Vi tror på, at solcellemarkedet både i Danmark og internationalt vil stige markant over de kommende år. EmaZys teknologi kan blive en vigtig brik i dette marked, og den intelligente teknologi har mange muligheder for kunder, markeder og dermed vækst. Den viden, som denne iværksætter besidder, er unik, og vi forventer os meget af investeringen,” fortæller Ulrik Kragh, formand i Insero Horsens.

Med en investering fra Insero Horsens får EmaZys samtidig mulighed for at blive en del af fondens satsning inden for grønne teknologier, som er forankret i Vejle Nord i det kommende Green Tech Center. Også investorerne fra Syddansk Teknologisk Innovation ser frem til at skyde en ekstra runde kapital i virksomheden.

”Vi har fra start troet på ideen og er glade for, at vi kan bidrage til at se ideen folde sig ud og blive til en forretning,” siger direktør Klaus Holmsberg fra Syddansk Teknologisk Innovation og forklarer: ”Det er lykkedes EmaZys på kun ni måneder at bygge noget op, som tiltrækker en kapitalstærk investor. Det er et eksempel på, at investeringer i den tidligste fase kan bære frugt.”

Prototyper testes nu Med den nye kapital får virksomheden mulighed for at ansætte: ”Vi har allerede kørt en del test på vores solcelleanlæg. Det ser lovende ud. Teknologien virker og er enkel at bruge. Grundlæggende kan vi sige, at vores kerneteknologi er på plads og stabil. Det, vi skal fokusere på nu, er at få softwaren helt på plads. Med den nye kapital er vi derfor nu ude at finde de fremmeste hoveder inden for bl.a. softwareingeniører,” fortæller Anders Rand. De næste par måneder færdigudvikler EmaZys deres kommende prototype og indsamler testresultater.

Denne artikel blev bragt i magasinet IVÆRKSÆTTEREN nr. 70. Magasinet  udkommer 8 gange årligt, og et abonnement koster 399 om året + moms. Du kan lige nu tegne abonnement, hvor du modtager de to første magasiner for kun 50 kr. Abonner ved at klikke her

 

Kontakt

Jakob Engel-Schmidt

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag