”Færdiguddannede kandidater er ikke klar til erhvervslivet,” lyder det fortsat fra det etablerede erhvervsliv, mens Business Schools mener, de uddanner fremtidens ledere.
Med mindre parterne er enige om at Danmarks kommende ledere ikke behøver være klar til erhvervslivet, så har vi en udfordring, der er mere grundlæggende, end at tale om hvilke uddannelsesretninger der skal være tilgængelige for de studerende, der ønsker at læse en videregående uddannelse.
Lad os nu, både fra Business Schools og det etablerede erhvervsliv være ærlige. Vi uddanner ikke ledere, sådan som uddannelserne ser ud lige nu. Vi uddanner meget fagligt dygtige unge mennesker, der efter at være blevet tilpasset erhvervslivets krav og have tilegnet sig den praktiske erfaring indenfor deres faglige område, kan bliver dygtige ledere, hvis de bl.a. andet evner at motivere andre.
Det kan opfattes som et pinligt angreb på uddannelsesstederne fra erhvervslivets side, når de stiller krav om at, de færdiguddannede kandidater er klar til at arbejde på deres præmisser, hvis de ikke selv er aktive i uddannelserne.
Når det så er sagt, så er det jo ikke sådan at man ikke forsøger at implementere praktiske elementer i uddannelserne. Det gør vi gennem praktikordninger, teoretiske opgaver samt aktiviteter der giver de studerende cases de kan løse for det etablerede erhvervsliv. Alle ordningerne har ét til fælles: nemlig at de i det ene eller andet omfang, giver de studerende en indsigt i hvordan praksis er og hvordan de kan anvende deres teoretiske viden på ”rigtige” problemstillinger.
Men er det nok?
Er det nok til at skabe de innovative og entreprenørielle studerende som Danmark har brug for, for at kunne bidrage til løsningen af både nationale og globale udfordringer? Og er det nok for at sikre at uddannelsesstederne og erhvervslivets i samspil fordrer de studerendes evne til at fremme de innovative ideer, få handlet på dem og få skabt tiltag der skaber værdi i fremtidens samfund?
Næppe. Som det ser ud nu, er det generelle billede, at fremtidens jobtagere, ledere og jobmagere bliver færdiguddannede med en stor bagage af teoretisk viden, som de i begrænset omfang har fået indsigt i, hvordan kan anvendes i praksis. Sandsynligheden for, at dette ændrer sig er ret lille, så længe uddannelsessystemet belønner de studerende, der evner at beskrive, hvordan man teoretisk kan løse erhvervslivets og samfundets udfordringer, men lader dem, der er aktive i at søge løsninger gennem handlinger, bliver straffet rent karaktermæssigt.
Vi får simpelthen ikke færdiguddannede kandidater som er klar til erhvervslivet og på sigt bliver dygtige ledere, med mindre vi også motiverer dem til at handle på deres teoretiske viden og deres færdigheder allerede under uddannelsen. Handlinger, der også kræver at de bliver bedømt fra erhvervslivets side og ikke kun ud fra hvad vi teoretisk set mener er det rigtige indenfor uddannelsesstedernes vægge.
Nye modeller
Nye modeller bør afprøves i højere grad, end det sker i dag. De nye modeller kan formes på forskellige måder, men tre områder synes oplagte.
1. Udfordringer fra det etablerede erhvervsliv der kræver nye forretningsmodeller eller nye produkter for at løse udfordringen, skal inddrages i uddannelserne. De foreslåede løsninger skal afprøves i praksis før de studerende ”slipper” opgaven eller skaber nye virksomheder på baggrund af de løsninger, de har fundet frem til i den omhandlende case.
2. Matchmaking forløb hvor man på tværs af universiteterne sammensætter tværfaglige teams, der sammen arbejder på at kommercialisere på nye ideer, patenter alle andre beskyttede ideer.
3. Ideer der ligger i ”skufferne” hos det etablerede erhvervsliv og som af strategiske eller ressourcemæssige årsager ikke bliver afprøvet kan, med support fra uddannelsesstederne, danne grundlag for fine spin-offs, hvor både unge kandidater og erfarn erhvervsfolk, sammen skaber nye vækstvirksomheder i regi af forskningsbaserede uddannelser.
Modellerne kræver tæt samarbejde mellem uddannelsesstederne, det etablerede erhvervsliv, og et netværk af erfarne iværksættere som kan agere mentorer for de nye innovative og entreprenørielle, men uerfarne talenter. Modellerne kræver også, at der ses på de udfordringer, det er for de studerende at kunne tage meritgivende fag på andre steder end deres eget uddannelsessted; på undervisernes incitamenter til at videreudvikle deres undervisning og ikke udelukkende fokusere på forskning; samt på de rammer, der gives de aktører der arbejder for at sikre koblingen mellem forskningsbaseret viden og erfaringsbaseret læring på uddannelsesstederne. Disse rammer må være så brede, at handling og initiativtagen ikke kvæles af regler og stramme systemer for de studerende, der ved siden af deres studie udviser de kompetencer, som hele landet nu efterspørger.
Men mon ikke, der kommer mere fokus på netop dette nu, hvor landets innovationsstrategi skal defineres?
