Jeg har lige haft fornøjelsen af at overrække Esbjerg prisen " Årets iværksætterkommune". Fem kommuner var med i slutspurten, så hvad er det der gør, at Esbjerg skiller sig ud og kan erklærer sig som vinder af dysten?
Hvis man nu et øjeblik forstiller sig, at Esbjerg er en person. Vi kalder ham Esben. Esben har længe haft en god forretning som fisker, han har tjent gode penge og har holdt halvdelen af sit nabolag beskæftiget med stabile jobs. En dag mister Esben jobbet til Hans som bor lidt længere nordpå. Gåde råd er dyre, men Esben har hørt, at en bekendt ved navn Arnold Peter ligger og roder med et stort projekt ude vestpå. Måske han kan bruge noget af Esbens viden om området derude og hans gå-på-mod. Aftalen bliver lavet og Esben har et nyt stabilt job både til ham selv og mange af hans naboer. Årene går, og Esben husker hvordan det gik da Hans tog hans gamle job, så mon ikke det er på tide at være forberedt hvis Arnold Peter skulle finde andre at lege med. Som sagt så gjort. Esben går i gang med at sætte en masse unge mennesker i gang med en masse aktiviteter. Det er jo ikke til at vide, hvilken en der bliver morgendagens vigtigste. Esben har nu skabt flere virksomheder og mange arbejdspladser. Og skidt pyt med om alt bliver lige stort. Der er jo så meget i gang, at Esben ikke kommer til at gå sulten i seng – ej heller hans børn.
Esbjerg har gjort det samme som Esben skal gøre, hvis han skal være en god og succesfuld iværksætter – nemlig udvist initiativ og virkelyst, mod og ihærdighed.
Esbjerg har ikke haft alle odds med sig, men har alligevel formået at gøre det godt.
Vi skal også huske på, at Esbjerg ligger helt ude ved Vesterhavet, lang fra store universiteter, Hovedstaden, trafikknudepunkter osv. Esbjerg har taget skæbnen i egen hånd og ramt iværksætteriet lige der, hvor det virker bedst. Det er hverken for langt ned i plovfuren eller for akademisk, men lige plet.
Det er godt gået Esbjerg! Tillykke med sejren.