StartupVejle-messen, som løb af staben i maj med fokus på at skabe internationale forbindelser, tiltrak godt 900 besøgende. Trods det relativt beskedne besøgstal er feedbacken fra udstillerne god, og arrangørerne vurderer, at kvaliteten af de besøgende var høj.
For iværksættervirksomheden DesignerMudder, der havde en stand på messen, blev messen begyndelsen på et samarbejde med tyske Matthias Golke om udvikling af en ny app til skønhedsindustrien, som ikke er set før. Også hos andre deltagere blev der meldt om nye ordrer og samarbejder, mange af dem på tværs af den dansk-tyske grænse.
En analyse lavet i regi af det dansk-tyske Interreg4A-Projekt ”IGBP”, som blev præsenteret på en konference op til iværksættermessen, viser da også, at interessen for at etablere forretningsforindelser på tværs af grænsen er lige stor på både dansk og tysk side. Professor Thomas Schøtt fra Syddansk Universitet havde ellers forventet, at danske iværksætteres interesse for at søge tyske samarbejdspartnere, kunder og leverandører ville være væsentlig større end vice versa, men det er altså ikke tilfældet.
Projektleder Lisbeth Nørhede fra Vejle Erhvervsudvikling er godt tilfreds med forløbet af StartupVejle-messen, og fortæller, at man allerede nu er ved at overveje mulighederne for at fortsætte til næste år.
”Måske skal vi have et skarpere koncept, måske skal der være fokus på bestemte brancher, eller måske skal vi lave noget helt nyt,” siger hun.