Det kan virke så indlysende, at man skal have lige store andele af det firma, man er i gang med at lancere, med de bedste intentioner. Men nøgternt set er der meget ofte forskel på, hvad de enkelte iværksættere bidrager med. Er der f.eks. én, der har fået ideen? Er der forskel på arbejdsindsatsen? Er alle med helt fra starten? Eller har en af stifterne erfaring og gode forbindelser?
Forskelle på, hvad hver enkelt bidrager med kan hurtig forsure den vigtige arbejdsrelation mellem iværksætterne, hvis ikke de afspejler sig i ejerandel og udbytte. Den canadiske iværksætter og webskribent Dan Shapiro giver på GeekWire.com sit bud på, hvordan den svære beregning af ejerandele bør gribes an.
Indledningsvist slår han fast, at en stifter er en person, der tager en bestemt form for risiko. Hans hovedregel er, at hvis man arbejder for et firma, der er så ungt, at man ikke får løn, så er man en stifter. Får man derimod løn fra første arbejdsdag, så er man ikke.
Beregningen
I sin beregningsmodel starter Dan Shapiro med at give hver stifter 100 andele.
Stifteren får 5 pct. mere
Nogle startups fødes med alle stiftere om bord fra første dag, mens det i andre tilfælde er én stifter der overtaler de øvrige stiftere til at være med. Er man denne første stifter, uanset om man så ender med at være direktør eller ej, får man 5 pct. ekstra. Var fordelingen således før f.eks. 100/100/100 (ved tre stiftere), så er den nu 105/100/100.
Ideen giver 5 pct.
Det er en yndet talemåde i iværksættermiljøet, at ideer er værdiløse og kun udførelsen tæller. Den køber Dan Shapiro ikke helt. Den som kommer med ideen skal have 5 pct. mere. Ikke meget, men dog lidt. Så man i ovennævnte tilfælde ville ende på 110,25 andele.
Afgørende første skridt giver 5-25 pct.
Kommer man som stifter med en afgørende faktor, f.eks. et patent, en overbevisende prototype, en tidlig version af produktet, eller noget andet, som betyder, at firmaet er væsentlig tættere på finansiering eller omsætning, så skal man have mellem 5 og 25 pct. ekstra. Hvor meget afhænger af, hvor tæt det bringer firmaet på omsætning eller finansiering.
Direktøren får 5 pct. mere
Det bør være lidt ekstra værd at være direktør, skriver Dan Shapiro. Ellers stifter man firmaet med den forkerte person. Dette er måske en af de mere kontroversielle, og Shapiro medgiver da også, at det ikke handler om fairness, men om markedsrealiteter. En god CEO (adm. direktør, red.) koster mere på markedet end en god CTO (Chief Technology Officer – altså teknisk/udviklings-direktør, red.).
Fuldtidsarbejdende får 200 pct. mere!
Nu til en af dem, der batter: Arbejder nogle af stifterne fuldtid, og andre deltid, får dem som er fuldtid 200 pct. mere! Shapiro refererer til historien om hønen og grisen, der går sammen om et forretningskoncept, som går ud på at sælge bacon og æg. Hvor hønen kan lægge sit æg og ellers bekymre sig om andre aktiviteter, er grisen nødt til at ofre det hele for at levere sin del af aftalen. Er man fuldtidsarbejdende, så er man grisen i foretagendet, og er der høns til stede, så skal de have meget mindre ud af det. Shapiro fremhæver også, at deltidsstiftere er et stort minus, når der søges investeringer. Deres vægelsind kan koste dyrt.
Superiværksættere er dyre
Har man medstiftere på holdet, som tidligere har tiltrukket investering, skal de have en større andel, fordi deres erfaring og ry gør det lettere at finde kapital. Nogle iværksættere har så godt et ry, at investorerne vil investere i dem lige meget hvad de finder på – de vil skulle have den største andel, da de fjerner risikoen ved opstarten. 50-500 procent mere til superiværksætterne, mener Dan Shapiro – men tilføjer, at de fleste opstartteams ikke har dette problem.
Kontanter skal behandles som en investering
Kommer en stifter foruden sin arbejdskraft med kontanter, skal det behandles som en investering. Da det er penge til den helt tidlige fase, er det også højrisikoinvestering, og derfor meget værd. Shapiro anbefaler at få en uafhængig valuering af firmaet, så det kan fastslås, hvor meget investeringen skal give i ekstra andele.
Herefter ender man med en fordeling, f.eks. 200/150/250. Disse lægges sammen og deles med antallet af stiftere. I dette eksempel bliver det 600 andele i alt, og dermed andele på hhv. 33 pct., 25 pct. og 42 pct. (f.eks. 200/600x100=33,33 pct.). Hvis man i beregningen når frem til lige andele, har man regnet forkert, slår Shapiro fast. Man SKAL vænne sig til tanken om, at man ikke er lige, og de hårde diskussioner skal på bordet før man får investorer og ansatte.
Dan Shapiro har tilsyneladende ramt et emne, som interesserer mange iværksættere. Og det er langt fra alle, der er enige med ham. Én kommentator, Peter Clark, fremhæver, at en af de gode ting ved startups jo netop er, at man har fokus på det man skaber sammen, og ikke hvad man kommer fra – og desuden vælger man vel de bedste at arbejde sammen med. Peter Clark mener også at det er usundt at kunne vinde diskussioner bare ved at sige ”jeg har aktiemajoriteten”.
En anden kommentator, Tony Wright, stiller spørgsmålstegn ved, om det er den oprindelige idé eller de 100 ideer der kommer senere som ender med at give successen. Men, som en tredje påpeger, så er 5 pct. ikke alverden, og langt fra de 50 pct. mere som mange idémænd synes, de fortjener.
Som Shapiro selv skriver, så er der ingen rigtige svar – men det her er ikke helt ved siden af.
