Der er ikke meget ved at blive råbt af, skulle man synes. Det er nok de færreste i dag, der går rundt og råber ad de folk, de har ansat. Mange ville sikkert også skride på stedet, hvis man begyndte at råbe af dem. Men sådan er det ikke på Noma, hvorom de fleste efterhånden ved to ting: For det første, at den er udråbt til verdens bedste restaurant, og for det andet, at restauratøren bag, René Redzepi, råber ad sine kokke, hvis ikke deres kokkerier er til højest mulige standard og gerne lidt over.Det er egentlig interessant. De ansatte accepterer at blive råbt af, fordi de arbejder på verdens bedste restaurant. De verbale smæk bliver til en del af historien om, at de er verdens bedste. Det kan enhver jo forstå: Når man er verdens bedste, er selv den mindste fejl utilgivelig. Ergo må der slås hårdt ned på enhver slinger i valsen. René Redzepis råberi er faldet mange for brystet. I et land, hvor man hylder middelmådigheden, er der mange, der simpelthen ikke forstår, hvad det kræver at blive verdensmester. Det går jo nok alt sammen, og skidt pyt hvis der er en enkelt lille svipser, kunne man tænke. Vi skal jo alle sammen være her, og helst også hygge os. Men nej – det er ikke skidt pyt, hvis man er verdens bedste. Så er hver svipser en katastrofe. Jeg ved ikke, om jeg synes det er specielt sympatisk at råbe ad folk, med mindre de virkelig har fortjent det. Men jeg synes, det er vældig inspirerende at observere fra sidelinien, hvordan man skaber noget, der har verdensklasse. At der engang imellem tales med store bogstaver er selvfølgelig kun en lille del af det. Langt mere interessant synes jeg det var at se i tv-portrættet af Noma, hvordan Redzepi fuldstændig forkastede nye retter, som hans kokke syntes var udmærkede. Hvilket de sikkert også var – men de var ikke verdensklasse. Er vi generelt gode nok til at give hinanden så barsk en kritik her i Danmark? Råber vi nok ad hinanden? Jeg kommer i den sammenhæng en anden verdensklasseiværksætter i hu: Apples Steve Jobs, der også er kendt for at være en nådesløs kritiker, når tingene ikke er gode nok. Af samme årsag er Apple verdenskendt for produkter af en kvalitet, som ingen andre i branchen kommer bare i nærheden af. Fordi der står en mand i spidsen, som tør forkaste det middelmådige. Noma er ubetalelig reklame for Danmark, og den slags fyrtårne er vigtige i den intensiverende globale konkurrence. De gør det nemmere for alle os andre, når vi skal ud i verden og sælge vores produkter – og det skal vi som bekendt have mere og mere fokus på, hvis vi ikke skal gå nedenom og hjem, som nu også statsministeren har fået øjnene op for (måske læser han IVÆRKSÆTTEREN). Danske værdier skal vi værne om, men det gjorde ikke noget, om flere – læs: iværksættere – fulgte i Claus Meyers og René Redzepis fodspor og skabte nogle fyrtårne inden for deres respektive brancher, ved simpelthen at nægte at acceptere andet end verdensklasse af sig selv og sine medarbejdere.
God læselyst
