10 . March , 2011

Glem ikke salget

Jeg vil gerne lancere en påstand, som ikke er underbygget af undersøgelser, men funderet på egne observationer gennem nu snart otte år som redaktør af IVÆRKSÆTTEREN: Nye iværksættere er generelt for produktfokuserede.Eller måske rettere for lidt salgsfokuserede – al den stund, at det selvfølgelig er vigtigt at have et ordentligt produkt, som man vil være bekendt at sælge. Men når døgnets 24 timer skal deles op, er det min påstand, at mange giver salgsdelen for lidt fokus. Det er ikke fordi, vi ikke ved, at produktet skal sælges. Men når vi nu selv brænder så meget for det, så forekommer det med at sælge måske ikke så presserende – kunderne skal jo nok opdage vores fantastiske produkt. Ja. Måske. Men det er mere sandsynligt, at opgaven med at sælge produktet er mindst lige så stor som opgaven med at udvikle produktet, og hvad værre er: hvis du er typen, der elsker at udvikle på dit produkt, så er måske også typen, der er desto mindre velfunderet når det kommer til salg. Af samme årsag er det nemmere i hverdagen at pusle lidt videre med produktet, så det bliver endnu mere perfekt, end at gribe fat om ondets rod, det forbandede salg, som ikke rigtig vil makke ret. Men så har vi lidt godt nyt til dig i dette nummer: Et interview med Mogens Hafstrøm Nielsen, der har fået adskillige softwarefirmaer ud over rampen, og som rådgiver andre højpotentialeiværksættere i at gøre det samme. Emnet er partner-marketing, og det handler kort fortalt om, hvordan du får andre til at skabe din succes for dig. Som regel ikke bare uden videre, men det lader sig gøre, og det kan betyde forskellen på succes og fiasko for dit firma. I dette nummers hovedinterview er der også lagt i ovnen – eller på panden eller i gryden – til en skelsættende historie. Det er en utraditionel historie for os, da Mette Helbæk fra Din Baghave ikke er nær så langt med sin opstart som mange af de andre iværksættere, vi har haft på forsiden. Succesen kan ikke siges at være i hus endnu, men sjældent har jeg mødt en iværksætter, som repræsenterede mere tro, håb og kærlighed end Din Baghave. Ene kvinde tager hun med sit projekt kampen op mod en lang række af vor tids malaiser, og viser supermarkeder og forbrugere hvordan det også kan gøres. Ikke gassede æbler, der har stået halve og hele år på et lager. Ikke smagløse tomater der er modnet på de europæiske motorveje. Ikke et kilo løg, når du kun skal bruge to. Frisk, dansk lokalproduceret frugt og grønt lige fra bonden, solgt i løsvægt, som man kan finde ud af det i den mindste flække i Sydeuropa, men som vi i en menneskealder har haft glemt alt om i Danmark. Hvis nogen har fortjent held og lykke med at vække danskerne af Tornerosesøvnen, så er det Mette Helbæk. Leder du på distancen – et grundvilkår for flere og flere iværksættere i en globaliseret verden, hvor mange har ansatte eller partnere der fysisk befinder sig langt fra dem selv – er der inspiration af hente i Lars Pedersens artikel, hvor han åbner op for godteposen af værktøjer til distanceledelse. Der er altså, som vi ser det, grund til at smide hvad du har i hænderne og smække fødderne op på bordet til en god halv time eller tre kvarter i selskab med dette nummer – for det er ifølge vores friske læserundersøgelse den tid, de fleste læsere brugere på hvert nummer. Dertil er der kun endnu en gang at sige:

God læselyst

Kontakt

Jesper H. Andersen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag