Der sker ting og sager i Dansk Iværksætter Forening (DIF). Efter at Hans Jørgen Dalum er tiltrådt som direktør, er det på rigtig iværksættermaner væltet frem med ideer og visioner, og en god del af dem er allerede i fuld gang med at blive virkeliggjort. Det gælder både det politiske arbejde, hvor foreningen på ny er trådt i karakter og nu markerer sig i debatten om iværksætteres vilkår, og på medlemssiden, hvor foreningens tilbud til medlemmerne er blevet struktureret i fire typer medlemskaber. Der meldes også allerede om kraftig forøget interesse fra iværksættermiljøet for at støtte op om foreningen.
Alt det vil du fremover kunne læse mere om her i bladet. På IVÆRKSÆTTEREN er vi glade for at kunne meddele, at vi har indgået en ny aftale med DIF, som betyder, at foreningen vil være til stede i hvert nummer med en klumme, der vil veksle mellem indlæg med politisk indhold, og indlæg der omhandler foreningens øvrige virke.
Den nye aftale indebærer også, at alle medlemmer af foreningen – nuværende og fremtidige – vil få mindst tre eksemplarer af magasinet på prøve, og betalende medlemmer kan herefter holde bladet med 20 pct. rabat i fh.t. normalprisen.
Her på IVÆRKSÆTTEREN ser vi frem til det nye samarbejde, og glæder os over, at foreningen påny blomstrer op med nye og gamle kræfter i skøn forening.