Det diskuteres meget i medierne for tiden, hvad vort lille land skal leve af i fremtiden. Der er udsigt til underskud på statsfinanserne så langt øjet rækker, og derfor skændes politikerne om, hvor der kan sparres, om skatterne skal sættes op, eller om vi alle sammen skal arbejde 12 minutter mere om dagen. Man må give politikerne, at de trods alt over en bred kam ser ud til at have forstået, at vi står over for et alvorligt problem, og at der skal gøres noget nu. Besparelser og længere arbejdstid er også oplagte første skridt, men som enhver virksomhedsejer ved, så er der nogle gange behov for at bryde ud af det eksisterende paradigme, når problemerne ikke er midlertidige, men fundamentale. I en virksomheds tilfælde kan det være, at man er ved at blive skubbet af banen af konkurrenter med bedre produkter, eller simpelthen af udviklingen, der gør ens produkter overflødige. Tilsvarende kan man som land være ved at blive skubbet af banen af udviklingen og af, at andre begynder at kunne det samme som man kan, bare billigere, og snart lige så godt eller bedre. Som vi beskriver i artiklen på side 10-11 er en lang række lande rundt om på kloden i kraftig vækst. Lande, som har adgang til samme niveau af teknologi som vi har, og som kun på den korte bane kan betragtes som billigere kontorer eller fabrikker.
Det er ikke nemt at få øje på visionerne fra politisk hold, hverken i blå eller rød blok. Det bekymrer vælgerne. Tænketanken Mandag Morgen har sågar stiftet et nyt “parti”, der skal levere klare analyser uden hensyntagen til populariteten af de løsninger de anbefaler. De peger i en indledende SWOT-analyse af landets situation på, at det ikke helt er gået op for danskerne, hvor verden er på vej hen: “Danskerne forstår stadig ikke helt, at Kina, Indien og Brasilien kan høre til de dominerende magter i de kommende år. Og den udvikling giver også nye muligheder. Danskerne skal til at forstå, at Asien ikke bare er et sted, man outsourcer til. Asien er også vore kommende markeder,” siger Jørgen Ørstrøm Møller i analysen, som kan læses på Mandag Morgens hjemmeside.
Institut for Fremtidsforskning fremhævede på deres BeyondBRIC-konference (se igen side 10-11), at en lang række lande er lige så interessante eller mere interessante i eksportøjemed som BRIK-landene, og de peger endvidere på, at med en forventet vækst i verdensøkonomien på 4 procent burde det ikke være et urimeligt ønske at hive vort lille land med op på samme niveau, hvis vi i højere grad satser på eksport til vækstlande, i stedet for kun at satse på de lande, vi er trygge ved – som f.eks. EU-landene. Med den pointe, at hvis vi kan øge væksten gennem eksport, stiger indtægterne til statskassen, og det løser faktisk problemet med underskuddet på statsfinanserne ganske effektivt. Det er rimelig nemt at se forbindelsen til os iværksættere. Det er jo os, der starter og driver fremtidens vækstvirksomheder, så det er især hos os, der skal arbejdes med det mentale mindset. Der er heldigvis allerede masser af danske vækstiværksættere, der er langt ude over landets grænser fra første færd – men nok også mange, der har tendens til at fokusere på de nære markeder før de store skridt ud i verden tages. Men tænker man på, at en dansk iværksætter for snart 150 år siden lagde kabler til Kina, og at vikingerne allerede på deres tid var vidt omkring i deres fladbundede skibe, er det i hvert fald ikke generne, vi mangler. Interessen for danske produkter er til stede ude i verden, så måske er det i virkeligheden kun: at vi beslutter os for, at vi kan.
God læselyst!