Hvad skal man bruge 50 millioner kroner til? Det lyder måske som luksusproblemet over alle luksusproblemer, og det er det også, men det bliver problematikken jo ikke mindre interessant af. Hvad stiller man rent faktisk op, når der pludselig en dag står en klækkelig sum penge på ens bankbog, f.eks. fordi man har solgt sin virksomhed? Investerer man dem? Splitter man dem op i det antal måneder, man tror man har tilbage at leve i, så man er sikker på at have nok til resten af livet? Sætter man dem i banken og lever af renterne?Det er der rationelle og irrationelle svar på, og i denne artikel ser vi på, hvordan den rationelle millionær bør tackle sin rigdom. Rationel på den måde, som en rigtig normativ økonom vil belære en om, at man skal gøre. I modsætning til irrationel på den måde, som du måske har lyst til at gøre, fordi du stadig har iværksætterbenzin i årerne, eller forestiller dig at du kun har lagt kimen til et meget større imperium, som dine børn og børnebørn skal bygge videre på. Hvilket selvfølgelig ikke behøver at være spor irrationelt, men forudsætninger er nu engang forudsætningen, også inden for den økonomiske disciplin der handler om individets økonomistyring – som i øvrigt er en af de store discipliner inden for finansiering, og hvis modstykke er virksomhedens økonomistyring (”Corporate Finance”, som det hedder på internationalt, og den anden hedder for den sags skyld ”Personal Finance”). Vi skal selvfølgelig bruge en ekspert, og sådan en har vi heldigvis ved hånden i form af professor i forsikringsmatematik Mogens Steffensen fra Københavns Universitet.
DET KORTE SVAR
”Der er faktisk et kort svar på spørgsmålet: Hvad skal jeg bruge 50 mio. kr. til?,” lyder det lidt overraskende til at begynde med fra Mogens Steffensen. ”Det er utroligt svært at opstille nogle fornuftige individuelle præferencer, som giver andet end følgende: Man skal købe sig en livrente! Den kan man kun købe i et pensionsselskab. Man kommer med en portion penge og siger, dem får I, og så får jeg et fast beløb til løbende forbrug, præcis til jeg dør. Den kan laves i alle størrelser, i hvert fald i de store selskaber, hvor man ikke kommer til at fylde for meget af deres balancesum – f.eks. PFA eller Danica. De vil så regne ud, hvad man får resten af livet i fast indkomst,” siger Mogens Steffensen, og forklarer, at livrenter basalt set er et væddemål, man indgår med pensionsselskabet. Hvis man lever kort, vinder pensionsselskabet – da de efterladte ikke får et eventuelt resterende beløb udbetalt – og hvis man lever langt, vinder man selv, da man vil få det samme beløb hver måned uanset hvor gammel man bliver. Derfor kaldes det også verdens bedste væddemål, for når man taber, opdager man det ikke – så er man jo død! (vi kommer tilbage til de efterladte). ”Man skal anstrenge sig for at sætte økonomiske præferencer op, der giver andet, end at man bare skal købe maksimale livrenter. Man kan selvfølgelig godt specificere et kontantbehov, og så må man først hive dem ud man skal bruge nu og her til fis og ballade. Men de frie midler vil du altid foretrække genererer et løbende, fast forbrug,” mener professoren. ”Livrente inkluderer forrentning på markedsbasis. De kan købes med markedsrenten, eller med forskellige investeringsrisikoprofiler, når man ikke får en garanteret ydelse. Men man kan også få en fast ydelse. Og man kan ikke gøre det bedre selv. Men det vigtige er, at man så hele tiden får en ekstra forrentning som betaling for, at hvis man dør, får de alle dine penge.” Sådan er den grundlæggende tankegang ifølge Mogens Steffensen. Men der er selvfølgelig et par men’er, som handler om at variere over præferencerne, og se på effekten på, hvad man så bør gøre. Det kigger vi på nu.
LIVRENTE LÅSER PENGENE
En ulempe ved livrente i mange iværksætteres øjne vil givetvis være, at en livrente låser pengene fast. ”Hvis man vil bruge sine penge ujævnt, f.eks. købe en båd nu og her, skal man ikke nødvendigvis smide alt ind på livrenten, som jo giver en stabil indkomst. Man kan selvfølgelig diskutere, om iværksættere har behovet for stabilitet, men jeg mener ikke, de har behov for ustabilitet,” siger Mogens Steffensen. En anden problematik ved livrenter er, at mange vil ønske sig mere forbrug i de yngre år end i de ældre år, da forbrugsevnen falder med alderen. ”Man kan godt designe livrenteprodukterne, så man ikke har en stabil ydelse, men f.eks. en eksponentielt faldende ydelse. Det kan ikke købes i Danmark, men det er dumt, for det har folk brug for. Men så kan man sammensætte forskellige produkter, f.eks. købe en livrente for nogle af pengene og få højere forbrug i de første par år, hvor man så bruger af de penge, man har beholdt i likvider.” Den tredje afvigelse fra grundfilosofien handler om arv. ”Her er der et relativt let svar. Man har en livsindkomst, som skal omsættes i et helt livs forbrug. Problemet er bare, at i praksis vil der tit være tale om, at en finansiel enhed ikke er en person, men en husholdning. Du har måske en ægtefælle og nogle børn, som er økonomisk afhængige af dig. I princippet kan man tage de samme argumenter og erstatte personen med husholdningen, men husholdningens indkomst er mere kompliceret. Når husholdningen medlemmer falder bort, skal resten af husholdningens behov dækkes. Mit forbrugsbehov vil strække sig ud over min egen livslængde, og det er præcis derfor, man forsikrer sig,” siger Mogens Steffensen. ”Når jeg falder bort, vil jeg gerne sikre, at min ægtefælle og børn kan opretholde nogle livsvilkår, som svarer til dem, de havde, da jeg var her. Det tilbyder forsikringsmarkeder i princippet, i form af livsforsikringer. Man skal altså tage nogle af pengene og tegne en forsikring,” siger han, og peger på en kapitalpension, hvor den efterladte får indeståendet på pensionen, som en mulighed. ”Der findes produkter med stor variation på tværs af de forskellige institutioner, som f.eks. banker og pensionsselskaber. Man kan kombinere sig til præcis de forbrugsmønstre, man vil have.” Men kan man ikke bare beholde pengene selv, sætte dem i banken, og leve af renterne? Til den mulighed siger Mogens Steffensen: ”Med mindre man har en kone der lever for evigt og konstant har behov for samme store kontantbeløb, når man falder bort (og sådan er der nok mange der føler det), så er det det tåbeligste, man kan gøre. Så står der jo 50 mio. kr. på kontoen, når man går bort. Med livrenten kan man simpelthen finansiere et højere forbrug. Fordelen ved at sætte dem i banken og leve af afkastet er, at den dag, man stiller skoene, står der stadig 50 mio. kr. Men det kan også ordnes ved livsforsikringer. Strategien med at leve af renterne kræver, at man har et meget stort behov for at efterlade sig penge.”
BLIV BUSINESS ANGEL
Mange iværksættere, som har tjent kassen, vil måske gerne have pengene ud at arbejde igen i form af investeringer. Hvad siger professoren til det? ”Pengene kan sagtens komme ud at arbejde på alverdens børser via en livrente. Men vil man have dem ud at arbejde igen som venturekapital, så skal man selv gøre det. Hvis man mener, man har adgang til nogle spil, som man godt vil spille på, så skal man ikke købe en livrente for alle 50 mio. kr., selv om det kan betale sig. Det ville jeg heller ikke selv gøre,” siger Mogens Steffensen, selv om han også må tilføje, at der essentielt ikke vil være nogen almindelige danskere, der kan investere bedre i det lange løb end Asset Manageren i f.eks. Danica. ”Spillene kan være andre iværksætteres projekter, eller egne nye ideer, som kræver kapital. Det er det lige godt i den sammenhæng. Det handler bare om at tilbageholde nogle passende beløb til det, som afhænger af ens præferencer og behov for at deltage i det spil. Og det behov vil være større for dem, der har tjent pengene som iværksætter end hos dem, der har vundet dem i Lotto.” Er man stadig ung, når man scorer den store gevinst, er der også det faktum at tage med i overvejelserne, at man regner med at tjene flere penge. Og så er spørgsmålet, hvor stor og hvor sikker den fremtidige indkomst er. ”En iværksætters fremtidige indkomst er jo ret uforudsigelig. Ved han det selv? En almindelig lønmodtager opsparrer 15-17 pct. af sin løn til pension – det, der hedder en ”opsat livrente”, som man betaler for i dag, men som først starter de høje løbende livsvarige ydelser når man går på pension. De fleste lønmodtagere køber livrenterne – det tager deres fagforening stilling til for dem. Med sum- og ratepensioner forbeholder man sig retten til at købe en båd eller rejse til Australien, for at kunne variere over den stabilitet, man ellers ville have med livrenten.” ”Finansøkonomer forstår ikke, hvorfor folk ikke køber så mange livrenter som de burde. Det er en akademisk disciplin i sig selv, men det har noget at gøre med selvbestemmelse. Hver gang man observerer en adfærd, som ikke passer med normative økonomiske briller, så har man en gåde, som man skal hive og trække i, så den bedre og bedre matcher den positive empiri, man har observeret. Normative økonomer siger, hvad man bør gøre – jeg er en udpræget normativ økonom. Jeg beskæftiger mig med, hvad folk burde gøre.” Men hvad hvis man bare ikke er interesseret i at binde sin formue i livrenter overhovedet – hvad hvis man netop er meget forhippet på selv at blive ved med at bestemme over sine penge? ”Ikke at binde noget som helst i livrenter er ikke optimisme, det er naivisme. Det er tåbeligt optimistisk. At gemme det hele til gode ideer og gå glip af fordelene i livrentebegrebet og livrentemarkedet, det virker naivt,” lyder professor Steffensens afskedssalut. Og så er spørgsmålet jo, om man vil have den siddende på sig. •
Hvis man bare bruger dem
Er man ikke til livrenter eller risikable investeringer er man selvfølgelig fri til bare at bruge pengene lidt efter lidt, på god gammeldags manér. Men hvor længe kan man så regne med, at de vil vare? Det har vi bedt revisorerne Thomas Frommelt og Knud Legaard fra Deloitte, der bl.a. er eksperter i at rådgive velhavende iværksættere, om at hjælpe os med at regne på. Forudsætningerne i beregningerne er, at der er tale om en “standard”-familie med to voksne og to børn, en årlig inflation på 1,5 pct., en forrentning af kapitalen på 2 pct. årligt (dvs. et forsigtigt skøn), at der ikke er tegnet pensionsordning udover folkepensionen, og at man forventer en levealder på 85 år. Med disse forudsætninger beregner Thomas Frommelt og Knud Legaard otte forskellige scenarier, der i udgangspunktet er variationer over to parametre: Salg af virksomhed, som indebringer hhv. 10 og 25 mio. kr., og alder ved salget på hhv. 40 og 50 år. Husstandsindkomsten er i udgangspunktet sat til kr. 200.000 - lidt tjener man vel altid - bortset fra to scenarier, hvor denne parameter varieres til hhv. 650.000 og 950.000. Resultatet ses i tabellen herunder. Der kan drages flere konklusioner af Deloittes beregning. Tjener man 25 mio. kr. på salget af sin virksomhed når man er 40 år, og har man de 200.000 i husstandsindtægt årligt fremover, kan man oppebære et privatforbrug på lige knap 660.000 kr. årligt frem til man er 85 - hvorefter pengene er brugt. Er man derimod 50 år, når salget sker, kan man bruge knap 835.000 årligt, selvfølgelig fordi pengene skal strække til færre år. Et andet eksempel er en iværksætter, der tjener 10 mio. kr. som 40-årig, og efterfølgende har en bruttohusstandsindkomst på kr. 950.000 årligt. Denne iværksætter kan årligt bruge kr. 450.000, for omtrent at gå i nul ved 85 år. Tjener du de 10 mio. kr. som 50-årig, kan du i stedet forbruge 650.000 årligt frem til 85 år, hvorefter pengene igen er brugt. Derimod får man store problemer, hvis man bruger 450.000 kr. årligt efter at have solgt firmaet for 10 mio. kr. som 40-årig, og herefter kun har tjent 200.000 kr. om året. Så ender man i teorien med et minus på kr. 9.225.000 som 85-årig - hvis nogen altså var dumme nok til at låne en til overforbruget. Heller ikke selv om man først tjener de 10 mio. kr. som 50-årig, og kun har de 200.000 i indtjening fremad, kan man bruge 450.000 til man er 85. Så ryger man i minus med over en million. Har man til gengæld fået 25 mio. kr. for sin virksomhed, og tjener kr. 200.000 fremadrettet, så er der stadig hhv. 16 og 20 millioner tilbage når man er 85, hvis man har solgt virksomheden som 40 eller 50-årig. Dette er blot tænkt som nogle eksempler - i praksis er der jo uendelig mange kombinationer af salgspriser og alder ved salgstidspunktet. To faktorer, du selv vil være bekendt med, hvis du en dag skulle få brug for denne type rådgivning.
Hvad med skatten?
I svarene til denne artikel ser Mogens Steffensen generelt bort fra skat. Han knytter dog følgende generelle kommentarer til skattespørgsmålet: ”Livrente, ratepension (der udbetales over ti år) og sumbetalinger (altså at man får udbetalt pensionen i ét hug, når man går på pension) er skattebegunstiget i forskellig grad. Livrenten synes staten er fedest, ratepension dernæst, og kapitalpension (sumbetaling) mindst,” siger han. ”Livrenter er generelt den mest skattebegunstigede opsparing. Staten synes, det er fantastisk, hvis folk selv sørger for en stabil indkomst. Det værste er dem, der får en sum udbetalt ved pension og drikker det hele op, og skal indlægges et år efter med skrumpelever og snylte på det offentlige – de to personer kan have samme opsparingsprofil! Men jo flere penge, man sætter i livrente, jo hellere vil staten skattebegunstige en, så det er også det bedste man kan gøre rent skattemæssigt.”
