Han trak foden ned mod sig selv gennem sandet, og dannede derved hvad der lignede en pil i nedadgående retning. ”Jeg arbejder hårdt i 6 måneder...,” fortalte McKinsey partneren mens han stod foran os andre på den kridhvide strand i Tyrkiet. Det var en smuk, lun og eksotisk aften, og det var svært at forstå, at vi samme morgen havde taget en taxi til lufthavnen hjemme i novemberkolde Danmark.”…og så køber jeg en Ferrari. Så arbejder jeg hårdt 6 måneder igen. Og så tager jeg en tur til Belize, møder en smuk kvinde og gifter mig med hende.” Flere kiggede stjålent i retning af den brune skønhed, han lige havde omtalt. Sådan fortsatte han sin motivationstale, mens han for hver sætning tegnede skiftevis en opadgående og en nedadgående pil i sandet. ”Jeg vil hellere leve mit liv i yderpunkterne, end i midten,” sagde han og nærmede sig konklusionen. ”Ja, det gør indimellem ondt at arbejde så meget, og ja der er ting man går glip af. Til gengæld har jeg fået nogle oplevelser og en økonomisk frihed som betyder langt mere for mig.” Der blev klappet, og vi gik hen til bordene hvor maden var ved at blive serveret.
8 måneder senere ringede jeg hjem fra Kuwait til den personaleansvarlige i København, og sagde min stilling som junior strategikonsulent op. Det frø af uro der var begyndt at spire i mig allerede til den første uges introarrangement, som var vokset der på stranden i Tyrkiet og ved talrige lignende lejligheder, var nu blevet en stor ukrudtsplante som jeg ikke længere kunne ignorere. Jeg havde stort set ikke set mine venner det sidste år, jeg kunne ikke planlægge mere end én time frem, den eneste motion jeg fik, var op og ned af trapperne på kontoret. Der måtte være en bedre vej. Det var ikke den grå midte, jeg søgte, men i stedet en metode til at ophæve det kompromis som partneren havde talt om. Der var et endnu underudviklet men insisterende håb i mig om at det ikke behøvede være enten eller. At der fandtes en vej, hvor det var både og. Jeg var ung, jeg havde ikke megen personlig succes at styrke mig med, og alle talte mig imod. Eksperterne, iværksætterne i deres selvbiografier, foredragsholderne, avisartiklerne. Alle fortalte de den samme historie; det er hårdt slid at få økonomisk succes. Det kræver afsavn, du må indstille dig på at prioritere arbejdet over alt andet. Jeg havde dog én fordel, ét våben til at modstå presset. I et tidligere job havde jeg solgt legepladser, og jeg havde på første hånd oplevet, hvordan alle pædagoger i Danmark næsten fra den ene dag til den anden skiftede pædagogisk princip. Fra at legepladserne skulle være farverige og stilrene, skulle de pludselig være ubearbejdede, rå og naturlige. Pædagogerne hæftede en masse ord og teori på deres holdningsskifte, og jeg kunne forstå, at der havde været nogle seminarer og konferencer, og nu mente de alle sammen noget andet end de havde gjort for få måneder siden. Jeg skrev mig bag øret, at det som alle mener ofte er mere tilfældigt end som så. Med den indsigt samlede jeg mod til mig, og begyndte at lede efter en iværksætter i København, der samtidig med at han tjente ligeså mange penge som McKinsey partneren, og udviklede sin forretning, også havde det sjovt hver dag, ikke kun et par uger hver 6. måned. Jeg fandt Claus Meyer. En tidligere TV kok der nu har sit eget fremgangsrige madimperium med hundredvis af ansatte, solidt overskud, og ikke mindst verdens bedste restaurant, Noma, i sin portefølje. På en typisk arbejdsdag skriger Claus af grin flere gange om dagen. Jeg ved det fordi jeg som hans forretningsudvikler i mere end et år sad side om side med ham hjemme i hans private Frederiksberg villa, der dengang stadig husede moderselskabet. Han løber VASA løbet hvert år – et 90 km langrendsløb i Sydsverige, som tager ham ca. 10 timer at gennemføre. Han har en hustru og 3 små børn som han elsker over alt på jorden, og de laver masser af skøre ting sammen. Fx arrangerer de julekrybbespil ude i deres garage hvert år, og de bruger meget tid i deres sommerbolig midt i et stort skovområde i Sverige. I Claus fandt jeg en rollemodel som formåede at leve livet fuldt ud. Jeg blev hos ham 1,5 år og sugede til mig af viden, mens jeg hjalp ham med hans virksomheder. Derefter var det tid til at få foden under eget bord, at skabe mit eget udtryk og mine egne resultater.
Sommeren 2006 var vi 4 ligesindede der udtænkte Rainmaking. Vores helt egen virksomhed hvor vi ville realisere et fælles mål om at få det bedste livet har at tilbyde i alle dimensioner. Vi startede med at definere hvad vi hver især ville have tid til ved siden af vores fælles projekt. Familie og venner var det første punkt der blev skrevet på listen. To af os havde vores første barn på vej, en havde allerede en skøn datter på 1,5 år, og den fjerde af os er den jeg kender der har flest nære venner. Vi ville være der for vores nærmeste. De skulle aldrig være i tvivl om, at de er vores første prioritet. Vi elsker alle at være fysisk aktive, og lave forskellige sportsaktiviteter, så det var det næste der blev skrevet på listen. Herefter blev der hurtigt tilføjet flere ting som rejser, læsning, egen tid, personlig udvikling osv. Vi regnede på det og nåede frem til at 40-50 timer om ugen var det rigtige for os at bruge på Rainmaking. Vi var tændte og spændte, og glædede os som små børn til at kaste os ud i udfordringerne. Vi havde udtænkt et fuldstændigt unikt koncept, som var visionært og mere spændende end noget andet vi kunne forestille os, men som samtidigt var risikofyldt og svært at gennemføre. Målet var ikke at bruge så lidt tid som muligt på Rainmaking. Langt fra. Ingen af os så projektet som ”arbejde” i ordets traditio-nelle forstand. Vi så det som en måde at udleve vores skabertrang på, noget meningsfuldt og vigtigt. Men samtidig vidste vi, at selv det mest spændende projekt i verden bliver en plage, hvis du skal bruge 80-100 timer om ugen på det, og har det at give skylden for en lang række afsavn. At bruge 40-50 timer om ugen på Rainmaking virkede helt rigtigt for os. Vi vidste godt, at det var langt mindre end de fleste andre iværksættere. Vi vidste også at vores projekt hørte til i den vanskelige kategori af idéer. Så det var afgørende for os at udtænke en række strategier der ville give os det bedst mulige forhold mellem input og output. Input og output. Det er naturligt for os at tænke, at jo mere du putter ind, jo mere får du ud i den anden ende. Det er rigtigt hvis der er tale om kød i en hakkemaskine, men langt fra tilfældet i iværksætteri. Nogle iværksættere realiserer en timeløn på mange millioner, mens andre tjener mindre end en trainee hos McDonalds. Vi skrev vores strategier ned og gik i gang med arbejdet. Det er nu 4 år siden, og stort set hver uge har vi stillet os selv spørgsmålet: Skaber den aktivitet værdi? Er det den korteste vej til målet? Hvad er det vildt vigtige lige nu? Vi er meget skeptiske overfor omfattende forretningsplaner og to do lister. De tager lang tid at lave og er sjældent nyttige. Vi elsker begrebet ”one pager”. Det vigtigste kan altid stå på én enkelt side, og der er ikke grund til at producere mere end det. Vi elsker også begrebet ”energi”. Man siger, at tid er vores knappeste ressourcer, men i virkeligheden er det energi. Når du har energien med dig kan du på 1 time skabe mere værdi end på 10 timers pligtarbejde. Derfor er det spørgsmål vi oftest stiller os selv og hinanden: ”hvad vil give dig mest energi?”
Ét er hvad vi har lært i Rainmaking, noget andet er den enorme mængde erfaring, viden og inspiration der findes ude i den store verden. Da vi begyndte at lede viste det sig, at der er masser af modsigelser til den fremherskende enten-eller teori. I 1800 tallet lavede man åreladninger, når folk var syge, fordi teorien dengang foreskrev at sygdommen sad i blodet. Hvor skulle den ellers sidde? Så fik man bedre måleinstrumenter og opdagede bakterierne. Hele teorien blev omskrevet, og nu kunne ingen læge ved sine fulde fem længere finde på at foreslå åreladninger. Min medfatter Jordan og jeg har brugt det sidste år på at finde både-og eksempler rundt i verden og studere dem. Vi har talt med ekstremt succesfulde iværksættere i USA, England, Sverige, Danmark, Tyskland og Indien. Fællesnævneren for dem er at de har fundet en vej til at få i pose og sæk. Deres indsigter slår effektivt hul i enten-eller teorien, og viser at det kan lade sig gøre at skabe en succesfuld virksomhed fra bunden, samtidig med at man lever et helt, lykkeligt, balanceret og meningsfuldt liv. For mig personligt har det være en skøn rejse at lære alle disse mennesker at kende. Det er den slags rollemodeller, jeg så gerne ville have kendt til, dengang McKinsey partneren prøvede at rekruttere mig til sin enten-eller skole. Jeg var så heldig at modstå presset, men næsten alle jeg kender bukker under. De vælger enten at være der for familien og vennerne på bekostning af deres egen virkelyst, eller de prioriterer deres store projekt over alt andet, og forsømmer både sine nærmeste og sig selv. Mit håb er at du ikke falder i den fælde. Du fortjener bedre.
