Der er to slags mennesker: Folk der inddeler folk i to slags, og folk der ikke gør. Jeg har for længst bekendt mig til den første kategori, så deter på sæt og vis uforskyldt at jeg atter må have gang i den store iværk- sætterdeler og splitte os op i to grupper: Denne gang skal det gælde på den ene side iværksættere, der bekender sig til én idé og på den anden side iværksættere, der bekender sig til mange ideer. En nærmest Kierke-gaardsk opsplitning, kan man mene, og som med Kierkegaards æstetikere og etikere, er det givetvis dem med mange ideer der er de mest interessante at få til bords, og tilsvarende givetvis dem med kun ét firma, som de brænder for, der er sjovest at være gift med. Det er naturligvis noget af en generalisering, der sikkert kun holder vand halvdelen af vejen, men hvis man ser på ”enkeltstarterne”, så vil min påstand være, at deres evne til at fokusere giver dem mere succes med deres firma. Dem med mange ideer kan man kalde serieiværksættere, og der er sikkert fint, hvis man iværksætter firmaer i serier – altså først det ene, og så det andet, og så videre. Men vi er også nogle, der er ramt af det kedelige ”Man kunne også”-syndrom. For så vidt en slags serieiværksætter, bortset fra, at det er så som så med serialiteten. Snarere distraheres vi af de nye ideer, vi konstant får, og bruger tid og kræfter på at overveje om vi skulle skifte løbebane til den nye idé, som vi i øjeblikket opfatter som langt mere interessant, potentialefyldt og problemfri end den slidsomme forretning vi allerede har gang i. Der er for mig at se ingen tvivl om, at ”Man kunne også...”-syndrommet er en farlig lidelse. Den røver ens tid. Pludselig sidder man og har gang i et Excel-ark, der intet har med ens nuværende forretning og presserende opgaver at gøre, eller også er man ved at lave research på nettet – er der nogen, der allerede har lavet det, og hvor gode er de? Tjener de penge? Er der et hul til min idé? Kunne man lige sætte nogen i gang, og selv beholde en procentdel? Erfaringen, der som bekendt kan være bitter, er, at enhver forretningsidé kræver et betydeligt fokus i opstartsperioden. Hvis man er i den lykkelige situation at have tjent nok til at kunne fokusere på de overordnede linier, og købe sig til resten, eller hvis man er gode venner med nogle investorer, kan man måske have mange bolde i luften. Hvis man derimod stadig kun har sig selv og sin arbejdskraft og kaste efter projektet, må der disciplin til for at holde fokus på et antal projekter, som man kan overkomme. Som regel: Ét ad gangen. Så hvad er den optimale strategi for folk, der hele tiden får nye, fantastiske forretningsideer? En mulighed er at kende nogle realister. Selv har jeg en teknikkyndig iværksætterkollega, som jeg af og til belaster med opkald, der indledes med: ”Jeg har fået en vildt fed idé”. Hvortil han rutinemæssigt svarer: ”Åh nej”, og efterfølgende piller forudsætningerne fra hinanden og fra en hukommelse, som jeg stærkt mistænker for at være liveopkoblet til nettet, som regel hiver navnene på to-tre firmaer frem, der allerede har ført min vildt fede idé ud i livet. Er man mindre masochistisk anlagt, er en lavpraktisk løsning vel at skrive sine ideer og gemme dem til man har tid til at gøre noget alvorligt ved dem. Og glæde sig over, at der lige som hos Kierkegaard med tiden formentlig vil indtræffe en modning, måske hjulpet på vej af erfaringen, som gør en i stand til at fokusere på én og kun én idé ad gangen.
God læselyst!
