05 . May , 2010

Iværksættere er helte

Iværksættere er helte! Jeg mener ikke den slags med superkræfter og hemmelige identiteter, men hverdagens helte, fordi de skaber arbejdspladser, vækst og velstand i vores samfund. Det er nemlig ikke en selvfølge, at vi i Danmark kan opretholde vores levestandard og velfærd. Vores erhvervsliv skal hele tiden udvikle og forny sig, hvis vi skal kunne oppebære høje lønninger, skabe vækst og øge produktiviteten. Og iværksættere – særligt vækstiværksættere – spiller en afgørende for dynamikken i vores erhvervsliv.Nye virksomheder skaber omkring en tredjedel af alle nye job i Danmark hvert år. Det svarer til i gennemsnit ca. 86.000 nye job om året. Og vækstiværksættere gør det særligt godt. De skaber næsten ti gange flere jobs i deres første fem leveår og har en væsentlig højere produktivitet end andre nye virksomheder.   Regeringens tiltag Derfor har regeringen opstillet et ambitiøst mål – vi skal i 2020 være blandt de lande, der er bedst til at skabe nye vækstvirksomheder.  Vi kommer til at arbejde for sagen, også selvom vi ikke starter fra nul.  Regeringen har gennem en årrække gjort meget for at styrke vilkårene for iværksættere, og Danmark er et af verdens bedste lande at starte virksomhed i. Vi har gennemført omfattende lettelser i virksomhedernes administrative byrder. Vi har et sammenhængende erhvervsfremmesystem, der kan hjælpe både den lokale bagermester og den højteknologiske startup-virksomhed fra DTU, der har potentiale til at indtage verdensmarkedet.  Væksthusene udgør vigtige knudepunkter i erhvervsfremmesystemet. De tilbyder gratis og uvildig vejledning til virksomheder med vækstpotentiale og -ambitioner, og de har et omfattende netværk af bl.a. specialiseret privat rådgivning de henviser til.  Den internationale krise er ikke gået forbi Danmark. Derfor har regeringen udvidet en række konkrete låne-, garanti- og kautionsmuligheder, der har givet sunde virksomheder mulighed for at finde finansiering i denne svære periode. Nu ser det heldigvis ud til, at der igen kommer gang i hjulene. Vi har også med Vækstfonden og senest med Erhvervspakken for små og mellemstore virksomheder fra september 2009 forbedret adgangen til risikovillig kapital. Siden da har mere end 60 virksomheder modtaget Vækstkaution svarende til et samlet beløb på over 160 mio. kr. Endvidere har vi arbejdet på at styrke iværksætterkulturen gennem f.eks. Global Entrepreneurship Week, herhjemme kendt som UGE 46, og ikke mindst ved at sætte fokus på uddannelse i iværksætteri på alle uddannelsesniveauer. Listen over igangsatte initiativer er lang. Pointen er, at vi i Danmark har et godt udgangspunkt, men at der ikke er tid til at hvile på laurbærene. Regeringen vil derfor forsat arbejde intensivt for at skabe de bedste vilkår for danske virksomheder.   Byrdejæger-initiativer Som et led i regeringens nye program Danmark 2020, vil vi igangsætte fokuserede byrdejæger-initiativer, der skal lette de administrative krav virksomhederne oplever som særligt besværlige. Vi vil komme på banen med en virksomhedsrettet innovationsstrategi, der skal styrke samspillet mellem den offentlige forskning og erhvervslivet. Vi vil også styrke adgangen til risikovillig kapital med yderligere 500 mio. kr., og vi fortsætter arbejdet med at forbedre iværksætterkompetencerne i vores uddannelser. Det skal også være nemmere for små og mellemstore virksomheder at byde ind på offentlige udbud.  Regeringen vil desuden præsentere en ny strategi for vækst i små og mellemstore virksomheder. Målet er, at mindre virksomheder skal have bedre mulighed for at vokse sig store. Vi vil sætte fokus på de barrierer der gør, at den nystartede iværksætter, eller den lille etablerede håndværker, vælger at forblive lille i stedet for at vokse sig større. Det gælder for eksempel regler i forbindelse med ansættelse af medarbejdere, adgangen til risikovillig kapital, eller kompetencer til at udvikle og introducere nye produkter og serviceydelser såvel på hjemmemarkedet som globalt. Der er ingen grund til at stoppe udviklingen af sin virksomhed, når man har fået råd til en Mercedes. De store hjælper de små Regeringen har altså ambitiøse planer, men i de kommende år får vi brug for alle kræfter. Jeg har derfor store forventninger til, at det etablerede erhvervsliv vil bidrage til at hjælpe nye virksomheder til vækst, uden at det går ud over deres egen kerneforretning. Her tænker jeg blandt andet på, at større virksomheder kan hjælpe mindre virksomheder ved at fungere som mentorer eller indgå i bestyrelser og dermed bidrage til at professionalisere forretningsudviklingen. De kan hjælpe mindre virksomheder med at få hul på de internationale markeder ved at introducere dem for deres internationale samarbejdspartnere og netværk eller simpelthen hjælpe dem med nogle fif om at drive forretning i andre kulturer.  Det er vigtigt for mig, at vi får sat vækst højt på dagsordenen. Vi skal have styrket bevidstheden om, at det er erhvervslivet, der er rygraden i finansieringen af vores velfærd og som står bag en meget stor del af jobskabelsen i vores samfund. Man behøver i mine øjne ikke have superkræfter for at være en helt – det er nok at være (succesfuld) iværksætter.

Kontakt

Brian Mikkelsen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag