I modsætning til hvad mange tror, har kapitalmarkedet i Silicon Valley det ikke væsentligt bedre end i Danmark som en konsekvens af krisen. Store virksomheder har opkøbt færre små virksomheder, og børsintroduktioner er fortsat sjældne. Dette betyder at venturefondene ikke kan komme af med deres modne virksomheder og dermed heller ikke får finansieret nye og eksisterende virksomheder. Dette har tvunget opstartsvirksomhederne til at leve længere på den eksisterende kapital, og/eller blive overskudsgivende tidligere i deres udvikling. Dette er nogle gange en sund proces, men har også den begrænsning, at der er mindre plads til de store armbevægelser, hvilket i manges øjne altid har defineret Silicon Valley. For de helt unge virksomheder og folk med en god idé har dette betydet at man enten har prøvet at starte uden kapital, har rejst kapital med en mere aggressiv markedsføringsstrategi eller har benyttet sig af en af de nye inkubatormodeller som f.eks. Y Combinator. Dette er en model, hvor iværksætterne får begrænset kapital (typisk op til 100.000 kr.) og afgiver en ligeså begrænset andel af virksomheden (typisk 2-10%). Derved er der ofte ikke råd til de store armbevægelser, men til gengæld bidrages der med masser af gode råd, netværk og kreativitet. Efter ca. tre måneder hjælpes projekterne så videre til anden kapital, eller skydes ned hvis ikke de er gode nok. At opfinde en ny model til krisetider er typisk for mentaliteten i Silicon Valley, og i Y Combinators tilfælde er det formentlig en model, der er kommet for at blive.
Nuddelprofitabel Når iværksættere skal spare ser man for alvor, hvad nøglepersonerne er gjort af. De bedste er i stand til at tilpasse sig omstændighederne, og opfinder måske endda noget, de ellers ikke ville være stødt ind i. Mange succesfulde projekter er startet af iværksættere i krisetider, herunder f.eks. Microsoft. Når omstændighederne er svære, viser amerikanernes vindermentalitet sig for alvor. Jeg har endda hørt udtrykket at man bliver “ramen profitable”, hvilket betyder at projektet lige akkurat kan finansiere mad på bordet til iværksætterne, men heller ikke mere (ramen nudler er prisbillig kollegiemad på amerikansk...) Hvordan er humøret så i Silikonedalen? Rigtig mange kigger efter jobs. Vores lille virksomhed får rigtig mange uopfordrede ansøgninger, og vi oplever også stor interesse for internships og ulønnede projekter. Virksomheder af alle størrelser skærer fortsat i arbejdsstyrken, og i modsætning til Danmark har man typisk ikke meget socialt sikkerhedsnet. Man mister ikke bare sin løn med f.eks. 2-4 ugers varsel, man mister også sin sundhedsforsikring. Imponerende er det dog, at folk sjældent lader sig gå på af det, det er nemlig helt normalt at søge nye udfordringer, uanset grunden. Amerikanerne flytter landet rundt efter det rigtige job, og man er aldrig arbejdsløs, man er i stedet ”in between jobs”. Business angels i stedet for stat Fælles for de tre karakteristika jeg har nævnt er, at de alle har noget med business angels at gøre. Når iværksætterne er omstillingsparate, så er det fordi de ser op til og bliver rådgivet af succesfulde serieiværksættere med masser af erfaring. Det faktum, at der er mange af disse angels gør det muligt for næsten alle iværksættere at få en eller flere af dem ombord. Og netop business angels har spillet en stor rolle i økosystemets evne til at redefinere sig selv med kort varsel – I Danmark defineres økosystemet i høj grad gennem statens rammebetingelser og de store aktører i venturekapitalmarkedet. Ny research fra YouNoodle og BusinessWeek viser at Silicon Valleys top 25 business angels personligt har investeret i over 15 virksomheder hver, og dette økosystem er en luksus som Danmark endnu ikke er i nærheden af. Skal vi have dette er vi nødt til at gøre det nemmere at blive en økonomisk succesfuld (serie-) iværksætter i Danmark, og dette gøres bl.a. ved skatteincitamenter og øvrige medfinansieringsinitiativer til Danmarks eksisterende og kommende serieiværksættere. Hvem ved, måske helt i stedet for statslige seedfonde en dag?
YouNoodle YouNoodle, Inc. er en opstartsvirksomhed i San Francisco der analyserer opstartsøkosystemer over hele verden. Virksomheden følger over 50.000 opstartsvirksomheder og samarbejder bl.a. med BusinessWeek og The Telegraph. YouNoodle blev startet i 2007 med støtte fra business angels med baggrund i Facebook, Yelp, Slide og PayPal.