27. October , 2009

Nye tider på magasinet

Så sker der ting og sager. Som du sikkert allerede kan fornemme på bladets nye udseende, har vi brugt sommeren på at tænke nye tanker. Først og fremmest vil IVÆRKSÆTTEREN fremover tilbyde vore abonnenter flere muligheder på vores website – dels fordi det giver rigtig god mening, at du som abonnent kan finde de relevante artikler, når du står og skal bruge dem, og dels fordi nettet spiller en større og større rolle, når annoncørerne lægger deres marketingbudgetter. Det er længe siden, de små nyheder forsvandt fra vores trykte blad og over i vores ugentlige nyhedsmail. Fremover vil de blive produceret løbende og lagt på vores website, men du vil stadig kunne få overblikket samlet én gang om ugen i en nyhedsmail. Det trykte magasin udkommer i et skarpere format end hidtil, hvilket for alvor vil blive tydeligt fra næste nummer. Her vil du kunne finde nye artikeltyper, som vi håber vil give dig mere værdi for pengene – artikler, som borer sig ind i højrelevante emner og både giver detaljer nok til at du kan bruge dem i praksis, og det hurtige overblik. Ambitionen på vores udvidede website er den samme: let og hurtig adgang til de informationer, du skal bruge, når du skal bruge dem – og detaljerne inden for de emner, hvor du har brug for at gå i dybden. Vi har til dato udgivet 45 numre af IVÆRKSÆTTEREN, og har været igennem rigtig mange emner. Derfor får du som abonnent allerede nu øjeblikkelig adgang til en veludstyret værktøjskasse af viden og informationer. Vores filosofi er bevidst en anden, end den du finder andre steder på nettet. Vi mener ikke, at der er grund til at sætte ord i verden, hvis ikke kvaliteten er så høj, at abonnenterne vil betale for dem. Derfor vil de fleste værktøjer på ivaerksaetteren.dk kræve, at du er betalende abonnent. Vi ser frem til over de næste måneder at videreudvikle vores nye koncept, og tager gerne imod ros, ris og nye ideer fra læserne.

God læselyst!

 

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag