27 . October , 2009

Kinesisk kunst på nettet

Udlejningskunst indkøbt billigt i Kina er grundlaget for firmaet LastTouch.dk
”Vores ambition er at blive kunstverdenens svar på H&M: Stort udvalg og fornuftig kvalitet til billige penge,” siger Mogens Møller. Sammen med vennen Sune Nørgaard åbnede han for halvandet år siden online galleriet LastTouch.dk.
”Vi syntes det var svært at finde flotte malerier til en fornuftig pris, hvis ikke man ønsker de masseproducerede billeder, som findes i diverse varehuse,” siger Mogens Møller.
”Da Sune så fik job i Kina, kunne han berette om et kæmpe udvalg af flot kunst. Vi besluttede hurtigt at købe 300 malerier, og så var forretningen i gang,” fortæller han.
På LastTouch.dk kan man ikke bare købe, men også leje malerier. Vil man købe, koster malerierne mellem 300 kr. og 7.000 kr., mens man kan leje for blot 25-75 kr. pr. måned.
”Udlejningen er blevet en stor succes. Vi har mange kunder, som først lejer et eller flere malerier for at afklare, om de skal købe. Målgruppen er utrolig bred og tæller både studerende, familier, ældre mennesker og virksomheder,” siger Mogens Møller.
Når malerierne skal leveres rundt om i landet, kører han personligt ud til kunderne.
”Fragtfirmaerne er for dyre at bruge, og det er kun de mindste malerier vi kan sende med Post Danmark. Men jeg kan også godt lide den personlige kontakt med kunderne, og jeg tror de har det på samme måde,” siger Mogens Møller og fortæller, at han gerne tager malerierne med igen, hvis de alligevel ikke falder i kundens smag, ligesom der er to måneders fuld returret.
”Langt de fleste gallerier er hårdt ramt af finanskrisen. Men vi har kun eksisteret under krisen, og kan vi bare vækste tilsvarende, når krisen er væk, så har vi en god forretning. Hvis det her er de dårlige tider, så glæder vi os da til de gode,” siger han. (ifs)
www.lasttouch.dk

Kontakt

Iben F. Skjaerlund

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag