Der er kæmpestore masker i Dorte Wienes fiskenet. Det kun de største krabater der bliver hængende, resten suser lige igennem – billedlig talt, naturligvis. I det spritnye iværksætternetværk Aditus, som hun står bag, er det nemlig ikke tilstrækkeligt at have blikket stift rettet mod tinderne; man skal også have bevist, at man kan noget. Man skal være blandt de relativt få topiværksættere, som foruden en relevant erfaringsbase har nået et proof of concept med sin nuværende virksomhed, har medarbejdere og har et stort potentiale til vækst og internationalisering. ”Efter 10-12 år hvor vi virkelig har arbejdet med at skabe unge iværksættere, har vi en pulje af erfaringer og spændende virksomheder, der er modnet og står med succes. Men der er stadig et enormt behov for at forbedre vilkårene, og direktørerne har brug for et stærkt forum, hvor de kan tale med hinanden,” fortæller Dorte Wiene, der tidligere har startet det nu landsdækkende rådgivningsnetværk Connect Denmark. ”De har et fælles sæt af udfordringer, men vil ikke deltage i traditionelle ledelsesnetværk. De vil have noget, der er fokuseret for dem,” siger hun om det marked og den efterspørgsel efter hendes egne kernekompetencer, som hun nu er gået i gang med at udfylde. ”Der skal skabes nogle rammer og en fællesnævner, ja magi for gruppen, så de kan opbygge tillid og begynde at bruge hinanden.”
Mødet med ligesindede En af deltagerne i opstartsgruppen er iværksætteren Arne Winther, der er ved at lancere firmaet Sensement, og som tidligere har opbygget den succesfulde virksomhed Speakanet. Han er ikke i tvivl om værdien af at være med i Aditus: ”For mig handler det primært om at hente energi. Det er helt klart det vigtigste – at man mødes med ligesindede risktakers, hvor man kan høre om, at andre lykkes, og at man ikke er den eneste, hvor det hele ikke altid går efter planen,” siger han. ”Men det er også for at give noget, og bruge sit netværk over for andre, som man bryder sig rigtig godt om. Ikke så meget for at få kunder, men for at etablere sig i en sammenhæng, hvor man kan markedsføre sin virksomhed og sig selv som et attraktivt investeringsobjekt. Jeg skal også have finansiering til det næste projekt. Så at netværke, og være blandt dem, der også klarer sig og kan tiltrække kapital – det tror jeg mere eller mindre er det, det handler om.” Iværksætteren Flemming Lind fra Lindcom, der er en anden af netværksdeltagerne, ser også flere gevinster ved at være med: ”Det er dels noget fagligt, dels noget socialt. Der manglede et forum, hvor man kunne mødes med ligesindede, som står med de samme udfordringer, som jeg står med omkring iværksætteri,” siger han. ”Man kan møde ildsjæle, der brænder for det, de laver, og bare vil lykkes for enhver pris – og som har hængt i det yderste led af fingeren mange gange og alligevel er lykkes. De er superfascinerende at snakke med. De er alle i samme båd, og ingen har lyst til at være i en traditionelle ledernetværk, hvor man primært kommer for at få sit næste job. Her er det folk, der brænder for det, de laver.” ”Jeg tror, det ender med at bliver et forum, hvor de mest attraktive iværksættere kommer ind, og hvor det bliver en mega aha-oplevelse at komme hver gang.”
Give noget tilbage For at blive lukket ind i Aditus – et latinsk ord, der har konnotationer i retning af adgang og muligheder – skal man først screenes for at sikre, at netværket bliver homogent og at deltagerne har et fælles sæt af udfordringer. Det er således langt fra givet, at man kan få lov til at være med. Men er man først inde i varmen, venter en række møder og events, hvor der vil være input fra indbudte talere fra ind- og (ofte) udland og en årlig temarejse, der både har til formål at give nye input og knytte tættere bånd blandt deltagerne. ”De første 12 måneder skal vi både lære og nå en kritisk masse – vise omverdenen, at der er kvalitet i det her. Og så tager vi næste skridt i det: får skabt synlighed omkring det og samlet viden sammen, som vi kan give videre til andre,” siger Dorte Wiene. Aditus handler nemlig også om at give noget tilbage. ”Der er også noget payback i det her. Der er iværksættere, som har fået hjælp i opstarten, og deres viden er uvurderlig for andre.”
Vil du høre mere, så skriv til dorte@aditusbiz.com