Jeg er frisør og sælger “6-turs-kort” til mine kunder. De betaler for fem klipninger og får den sjette gratis. Hvor længe (eller hvor kort tid) må jeg sige, at disse kort er gyldige? Jeg har en kunde som købte et i juni 2006, men som kun har været her én gang siden (altså brugt to klip). Han har jo betalt, så jeg kan jo i og for sig være lige glad med om han bruger det eller ej, men er et sådanne kort gyldigt i 9, 12 eller flere måneder?Stinne Berg, Fanø
Der er to aspekter i dit spørgsmål: et juridisk og et forretningsmæssigt. Hvis du ikke har angivet en forældelsesfrist på kortet, altså at kunden skal have brugt kortet inden for en vis periode, så forældes kortet efter de almindelige forældelsesregler – i dette tilfælde efter fem år. Du kan således ikke afvise din kunde med de to klip på nuværende tidspunkt. Du kan aftale dig ud af femårs-forældelsen ved tydeligt at angive en frist på nye kort og samtidigt oplyse dine kunder om, at kortet skal bruges inden f.eks. to år. Dette gælder selvfølgelig kun for nye kort, hvor fristen er tydeligt angivet. En afgørelse fra Forbrugerstyrelsen har fastslået, at forældelse på ét år på et gavekort var for kort tid. Det er min vurdering, at to år nok vil være den korteste frist der – juridisk holdbart – kan fastsættes for udløb af klippekortene. Efter min vurdering er det forretningsmæssige aspekt dog væsentligst. Dels kan det være vanskeligt at sælge kort, der f.eks. indebærer, at man skal klippes seks gange på et halvt år, og dels skal du vurdere, om det er hensigtsmæssigt for din forretning at afvise en kunde, som kommer med et klippekort der er for gammelt.
Svar leveret af Ret&Råd - www.retraad.dk