21 . April , 2009

Hæfter jeg personligt i mit ApS?

Jeg vil lukke mit ApS, og har nogle enkelte kreditorer (beløb under kr. 40.000) –  ikke offentlige myndigheder.Kan jeg personligt blive draget til ansvar de skyldige beløb, når ApS er lukket?
Helle

  Når man etablerer envirksomhed og efter råd fra sin advokat vælger at drive virksomhed i selskabsform, er dette som regel i overvejende grad begrundet i, at man så ikke hæfter personligt for selskabets forpligtelser. Det er anpartsselskabet, der hæfter og ikke hverken ejeren eller direktøren. Med mindre man optræder decideret erstatningspådragende eller påtager sig kaution vil man ikke komme til at hæfte for selskabets gæld.
Ved nedlukning af selskabet gælder dette princip om begrænset hæftelse fortsat.  Du skriver i dit spørgsmål, at der er gæld for kr. 40.000 i selskabet. Du skriver ikke, om der er aktiver af nogen art, men jeg forudsætter, at der ingen aktiver er, og at der derfor ikke er midler til en egentlig likvidations- eller konkursbehandling.
Mange selskaber bliver i den situation opløst på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens foranledning.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan nemlig beslutte at sende et selskab til tvangsopløsning i skifteretten, hvis selskabet ikke har en lovlig ledelse eller ikke indsender årsrapport rettidigt efter årsregnskabsloven. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan desuden beslutte, at et selskab skal tvangsopløses, hvis selskabet ikke har anmeldt en revisor, og selskabet er omfattet af revisionspligt efter årsregnskabsloven, jf. anpartsselskabslovens § 61.
Når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har truffet afgørelse om tvangsopløsning, indkalder skifteretten en repræsentant for selskabets ledelse. På mødet drøftes, om selskabet skal genetableres, eller om selskabet skal tvangsopløses. Repræsentanten for selskabet skal give forklaring om selskabets aktiver og passiver.
Skifteretten tager herefter stilling til hvordan  den endelige opløsning skal ske.  Selskabet bliver opløst uden egentlig bobehandling, hvis der ikke er aktiver af betydning. Der bliver truffet afgørelse om konkurs, hvis selskabet ikke kan betale kreditorerne, og der er aktiver til fordeling.
Men du hæfter fortsat ikke for selskabets gæld.

Svar leveret af Ret&Råd - www.retraad.dk
 

Kontakt

Ole Krabbe

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag