Der er koldt på toppen, siger man. Ikke mindst fordi, at man som administrerende direktør uvægerligt løber ind i problemer, som det kan være svært at drøfte med såvel bestyrelsen som resten af ledelsen.”Nogle gange har du problemer, som du ikke kan gå til nogen med. Du kan ikke gå til investorerne i din bestyrelse, for de vil måske synes at du er håbløs og fyre dig. Og du kan ikke diskutere det med din ledelsesgruppe, for det er måske dem, der er problemet.” Sådan fortæller amerikaneren Dave Darsch, der i København på en solrig dag sidst i april for at præsentere løsningen på det skitserede problem: netværket CEO-Collaborative Forum, forkortet CEO CF. Dave Darsch har selv en fortid som iværksætter i den tunge ende – med et par børsnoteringer bag sig – og flyttede for 11 år siden fra USA til Barcelona. Herfra har har startet CEO CF, hvor CEO’s (adm. direktører, red.) fra fremadstormende iværksættervirksomheder mødes og hjælper hinanden. Et initiativ, der ifølge Darsch har fået succes som tvær-europæisk netværk netop fordi han ikke er europæer, og derfor har kunnet samle folk med forskellige nationaliteter. ”Vi har deltagere fra 24 lande, som sparrer om vækststrategier og andre spørgsmål. CEO CF handler om at lære fra andres fejltagelser, og det virker, fordi vi stoler på hinanden,” fortæller han. Til mødet denne dag er 19 danske CEO’s mødt op, hvoraf de fleste også er stiftere af deres respektive virksomheder, mens to er hyret ind til den tunge post. Godt en tredjedel af virksomhederne omsætter for under en million euro, mens de resterende omsætter for mellem 1 og 5 mio. euro. Deltagerne er blevet bedt om at slukke telefonerne, med mindre de er ved at lukke en finansieringsrunde og venter på et opkald fra investor. Er ingen på vej ned? Dave Darsch smækker en illustration på overheaden, som han kalder ”profit-spiralen”. Det er en bølget, opadgående kurve, men hvor der fra hvert niveau også er mulighed for at ryge ind i en nedadgående spiral. ”En fatal beslutning kan få tingene til at gå nedad. Er der nogen i lokalet, der er på vej nedad?,” spørger han. Ingen svarer. ”Det kan ikke passe. På hvert stadie er der en risiko for at løbe ind i turbulens. Det er iværksætteriets realiteter, det er jeres liv,” siger Dave Darsch, og et par CEO’s indrømmer tøvende, at det ikke kører alt for godt lige for tiden. Så beder han alle formulere med ét ord, hvad det sværeste ved deres nuværende rolle er. Svarene røber, at de hårde CEO-facader allerede har åbnet sig, og at deltagerne har erkendt, at det her er et tegn på styrke at turde fortælle om sine svagheder. ”Prioritering,” siger en. ”Hvad er det vigtigste at gøre lige nu. Jeg er styret af e-mails,” uddyber CEO’en og Dave Darsch indskyder, at han aldrig har mødt en verdensklasse-CEO som havde masser af tid. ”Jeg har stadig ikke lært det selv, og jeg startede min første virksomhed som 21-årig,” griner han. En anden CEO synes, at usikkerheden er det sværeste. ”Det kan være svært at håndtere usikkerhederne på markedet. Og konkurrenterne – hvem er de, hvor er de, og hvordan udvikler de sig. Og produktet – vil det også fungere over there og i morgen.” Spørgsmål, som enhver iværksætter kan nikke genkendende til, og som åbenbart ikke bliver mindre, bare fordi firmaet får mere fart på. Undercommit, overdeliver På hvert CEO CF-møde præsenterer et medlem en udfordring, hvorefter de øvrige deltagere giver konkret sparring. Man kan enten give anbefalinger (”I recommend...), hvis man selv har erfaringer med problemet, eller ideer (”I think...”) hvis man tror man ved, hvad der bør gøres, men ikke har prøvet det selv. Denne dag præsenter en 35-årig dansk CEO for et højvækst-iværksætterfirma en udfordring, som er at han ønsker at bruge mere tid sammen med familien. Bagefter skal han forpligtige sig over for forsamlingen til en ting, han vil lave om på. Og her er Dave Darsch hård, da CEO’en først forsøger med ”Jeg vil prøve at...”. Det er ikke at forpligte sig – det hedder ”Jeg vil...”, og der skal deadline på, så der kan følges op ved næste møde. Men der er også et andet fif, som deltagerne får med på vejen: ”Undercommit, overdeliver. Hvis du kan klare det til 1. juli, så siger du 15. juli til din bestyrelse,” råder Dave Darsch. Hvis han selv har tænkt sig at følge det princip med CEO CF, er der godt nyt til de danske CEO’s der kommer med i netværket.