21 . April , 2009

Den moderne butler

En personlig assistent der tager hånd om dine praktiske gøremål, og som tilmed giver dig inspiration til garderoben og indretningen af dit hjem. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre er det hvad virksomheden Frauhaus tilbyder travle folk og firmaer.
“Vores typiske kunde er en mand i 40’erne, som arbejder meget og enten rejser meget eller bor alene. Afhængig af, hvad han har brug for, sørger vi for at købe ind, bestille flyrejsen eller arrangere den vigtige fest,” fortæller Charlotte Dinesen, der sammen med Simona Hjaltalin startede Frauhaus i 2006. De har begge arbejdet en årrække i udlandet, Charlotte med eget indretningsfirma i London og Simona som kok og concierge i Frankrig.
“Det er mere almindeligt i andre lande at betale sig fra de praktiske ting. Men tanken er ved at vinde frem herhjemme, og vi er også begyndt at få flere kvindelige kunder. De skal bare vænne sig til, at det er okay ikke at ordne alting selv,” siger Simona Hjaltalin.
Frauhaus’ kunder tæller også firmaer, der bruger virksomhedens services som en personalegode, så medarbejderne ikke skal tænke på at løbe ærinder eller google ferierejsen i arbejdstiden. De mange forskelligartede opgaver kræver et stort netværk, og Frauhaus har da også mere end 40 personer tilknyttet, heriblandt malere, tømrere, anlægsgartnere, interiør- og modestylister, rengøringspersonale og en personlig træner.
“Mange af vores underleverandører har selv mindre virksomheder, og kernen i det er, at de er ildsjæle ligesom os. Havde vi valgt et stort rengøringsselskab, kunne vores kunder risikere at få en ny rengøringsdame hver gang. Men det skal være personligt, for den service vi leverer er en personlig ting,” siger Charlotte Dinesen og fortæller, at hun primært står for indretning, styling og livstil, mens Simona Hjaltalin tager sig af guidede ture, events og gastronomi. Og så har de ansat en tredje person i virksomheden, Mia Nakskov, der har styr på mode, kultur og underholdning. Ideen er at have en ”lifestyle manager” med hver sit speciale, så alle behov hos kunden er dækket ind.
“Mange mener, at man som virksomhed er nødt til at fokusere på én ting. Men vores force er netop, at vi supplerer hinanden og er kreative bredt,” siger Simona Hjaltalin.

Kontakt

Iben F. Skjaerlund

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag