Work smarter

”Work smarter, not harder,” siger man i USA. Det lyder også dejligt – hvem vil ikke gerne arbejde smartere og nå mere på den samme tid eller for de samme penge. Jeg ville gerne. Hos store firmaer hiver man dyre konsulenter ind for at analysere og pege på områder, hvor man kan rationalisere. De vader ind i en afdeling og tegner diagrammer og gør ved, og pludselig kan man undvære ti pct. af medarbejderne.    Det kan måske forekomme en lille iværksætter, at der ikke er helt de samme muligheder for at effektivisere når man ikke er så stor, men hen ad vejen gælder det også om løbende at revurdere sine arbejdsgange, hvor hurtigt de end må udvikle sig.     I min egen bladverden har jeg i nærværende magasins spæde ungdom lavet et par eklatante brølere på dén front. Jeg vil her modstræbende røbe en af de dummeste:     Når et blad er trykt, skal det naturligvis ud til læserne. I starten uddelte vi det gratis via et større netværk af iværksætterknudepunkter landet over, og derfor skulle bladet pakkes i kasser med et varierende antal blade i hver, og dernæst skulle det adresseres og have pakkesedler på.     Budgettet var stramt, og jeg ville gerne sparre, hvor jeg kunne. Når jeg modtog en palle blade (en palle er en ganske uhåndterlig størrelse, når man ikke ejer en palleløfter), læssede jeg dem over i en godselevator, hvor jeg kunne køre bladene op på et loft, som jeg havde lånt hos en kammerat, der havde kontor i ejendommen (ejeren vidste naturligvis intet om det). På dette loft læssede jeg bladene ud og pakkede dem om i dyre papkasser, som jeg havde købt på posthuset, og udfyldte pakkesedler med den korrekte pakkepostporto, som jeg også havde købt på posthuset. I starten tror jeg endda, jeg udfyldte dem i hånden – siden gik jeg over til at printe labels ud med adresser, som jeg klippede til og satte ind i de snævre kasser på postens pakkesedler. Det tog en dags tid hver gang, med pakketape og hobbykniv og sved på panden af at slæbe tunge kasser med blade. Men jeg sparrede hvad det ville koste at få trykkeriet til at pakke og adressere bladene. Troede jeg.     En dag fandt jeg så ud af, at trykkeriet havde en aftale med Post Danmark og et fragtfirma, som betød, at hvis de sendte pakkerne for mig, ville jeg få en portobesparelse så stor, at det mere end betalte hvad de skulle have for at pakke dem i deres effektive pakkeri. Mange dages hårdt arbejde havde med andre ord været fuldkommen unødvendige – i en tid, hvor jeg havde rigeligt at gøre med at balancere alle de andre kasketter, jeg havde på hovedet.     Forhåbentlig, kære læser, er du kvikkere end mig, men måske er der også i din forretning steder, hvor der ligger hurtige gevinster. Hvis ikke, har vi på redaktionen gjort hvad vi kunne for at give mere inspiration til hårdkogt iværksætteri på de følgende sider.