De fleste, der har arbejdet i et kontorbyggeri med glasfacade, kender til problemet. Ofte er det for varmt på kontoret, nogle gange for koldt – og hvis ikke lyset er for skarpt, så er det for mørkt. PhotoSolar er navnet på en dansk virksomhed, som har en løsning på problemet: Glasfacader med indbygget solafskærmning. PhotoSolar har nemlig udviklet et solafskærmningsmodul, MicroShadeTM, som bygges ind i termoruder. Ruden slipper så varme ind, når det er koldt, og holder varmen ude, når det er varmt. Filtret slipper samtidig solens stråler ind, når solen står lavt, men holder den behændigt ude, når solen står højt midt på dagen. ”MicroShadeTM er baseret på en mikrolamel-struktur, som man kender det fra persienner. Modulet består af en skråtperforeret, tynd metalfilm, der monteres på bagsiden af det yderste lag glas i termoruden,” forklarer Eik Bezzel, der har udviklet og testet produktet igennem fem år. ”Sammenlignet med udvendig afskærmning er MicroShadeTM mere robust. Udvendig solafskærmning er dyr både i installation og vedligehold, og ofte konflikter udvendig solafskærmning med arkitektens ønsker om en ren facade. Når afskærmningen derimod er bygget ind i ruden, kræver det ikke ekstra med hensyn til installation og rengøring,” siger Eik Bezzel og fortæller, at PhotoSolar i første omgang satser på det tyske marked. ”Den tyske rudeindustri er meget bevidst om behovet for nye energiregulerende facadeløsninger, og markedet er mere modent. Og så er tyskerne mere progressive i forhold til energibesparende løsninger,” siger han og fortæller at PhotoSolar har et nyt produkt på vej – PowerShade, som er glasfacader med indbyggede solceller, der ikke alene skærmer for solen, men opfanger energien og omsætter den til strøm. ”Vi starter i Tyskland, og tanken er så at rulle ud derfra. For begge produkter har globale afsætningsmuligheder,” slutter han.