Dette er på mange måder en helt traditionel iværksætterhistorie om at få øje på et behov, og så sætte sig for at opfylde det. Hovedpersonen hedder Christian Walther, og han hævder at være iværksætter af den gamle skole.
”Jeg startede for 12 år siden med noget, jeg ikke havde forstand på, eller penge til,” siger han for at underbygge påstanden.
At et eller andet er gået godt på de 12 år er forholdsvis indlysende efter den indledende rundvisning i det 500 kvm store kontor i Nørregade 7B midt i København, som Christian Walther og partnere har lejet. Der er sat flot i stand, stilrent i sorte og hvide nuancer, og på et niveau, der er lagt an på forretning. Vi er bænket i det store mødelokale, der bl.a. er udstyret med et stort fladskærms-tv og sorte glastavler, hvor man kan skrive med hvid pen, og vi er selvfølgelig kommet for at høre Christian Walther redegøre for hans egen iværksætterhistorie, der er af typen, som ikke er helt nem at klemme ned til en klassisk elevatorpitch. Men for at starte fra en ende af:
”Jeg havde en gammeldags virksomhed, hvor man køber nogle ting – medicinalvarer – og får produceret nogle ting, og hvor der lægges procenter på og sælges videre,” uddyber Christian Walther.
”Men jeg havde svært ved at få det til at hænge sammen i starten, så jeg måtte arbejde ved siden af som restaurantchef. Det var hårdt fysisk og mentalt – jeg kunne ikke være så meget sammen med familie og venner, og jeg følte mig aldrig helt på toppen. Jeg følte, at min virksomhed skrantede, og at jeg ikke var rigtig prof. Bankerne ville kun lige låne mig, hvad jeg kunne betale tilbage – de var ikke risikovillige. Jeg var træt af, at jeg ikke kunne komme videre.”
Investor og exit
Christian Walther nåede hurtigt til den konklusion, at han måtte af med sin gæld og blive uafhængig af bankerne. Fra starten i 1997 nåede han dét mål i 2001. Men dermed var lykken ikke gjort.
”Jeg var lidt skuffet, for jeg havde stadig ikke nogen penge – bare ikke nogen gæld. Det var stadig op ad bakke, så jeg tænkte ”lad mig få en investor ind”. Min virksomhed havde ret stort potentiale. Det prøvede jeg så, men jeg kunne ikke finde en. Alle syntes, min virksomhed var for lille eller forkert, og jeg vidste ikke, hvor jeg så skulle gå hen,” fortæller han.
”Ved et tilfælde læste jeg i 2003 i Børsen om nogle Business Angels, der søgte virksomheder at investere i. Dem kontaktede jeg, og efter en proces på et halvt år investerede de i min virksomhed. Så begyndte vi at annoncere kraftigt og voksede, og kom ind på det tyske marked. I 2006 spurgte de, om de måtte købe mig ud af virksomhed, og jeg sagde ja. De ville frem til en exit, mens jeg ville lave en arbejdsplads for mig selv for resten af livet, så det var nok det rigtige at gøre.”
Dermed havde Christian Walther på ni år realiseret sin første exit – et mål, som mange iværksættere drømmer om. Men så fulgte et nyt problem.
En idé tager form
”Jeg havde iværksætterånd og trangen til at skabe nye ting hele tiden. Så jeg satte mig ned med min gode kammerat Peder, der sad i Moskva for Mærsk, og som havde tjent lidt penge på at investere i ejendomme, og sagde, ”hvor finder man nogle projekter”? Skal man selv starte fra bunden, eller finde nogle virksomheder at investere i? Og hvor finder man dem henne? For kort tid siden havde jeg selv manglet penge, og jeg kunne se, at der måtte være basis for et samlingssted.”
I juni 2006 stiftede Christian Walther og Peder Borchert et fælles selskab, og sendte en pressemeddelelse ud, hvor de averterede efter virksomheder at investere i. Børsen bragte en lille notits på 12 linier – og så væltede det ind med henvendelser.
”Jeg kom fra en branche, hvor jeg var vandt til at skulle ud og hælde vand ud af ørerne og bruge tonsvis af penge på markedsføring, så det her var en omvæltning. Vi kunne se, at der var et marked – ikke kun blandt iværksættere, men også blandt investorer.”
Investorerne blev i første omgang sat på hold, mens de to igangsættere begyndte at screene de projekter, der var kommet ind, og lægge dem i den database.
”Dengang var databasen manuel – alt var i papirform og med hængemapper. Vi satte oplysninger ind i hemmeligholdelsesaftaler i Word, bookede møder, osv. Det tog rigtig lang tid at komme igennem.”
”Da vi så begyndte at have noget at byde på, begyndte vi at præsentere projekterne for investorerne. De var overraskede over kvaliteten.”
Investeringsselskabet opstår
Blandt de første erfaringer, som Christian Walther og Peder Borchert gjorde sig med at formidle investeringer, var at investorerne var meget risikovillige – men ikke så motiverede for at investere alene.
”De ville gerne investere sammen med andre. Derfor lavede vi et investeringsselskab, Sealand Capital A/S, som ejes af ti investorer, der skød penge ind,” fortæller Christian Walther.
Samlet blev der rejst en egenkapital på lidt under fem millioner kr., som blev investeret i fire projekter – heraf to med ejerandel på lige under 50 pct., og to med mindre end 10 pct. i ejerandel.
”Vores anden erfaring var, at det var sindssygt tidskrævende. Vi fik udviklet et kundestyringssystem, hvor man kan oprette projekterne via nettet. Når iværksætterne kommer ind til os, har jeg brugt fem minutter på dem forud for mødet. Vi læser ikke forretningsplaner eller pre-screener før, men holder et halvanden times møde,” siger han.
Den primære årsag til denne fremgangsmåde er, at det er menneskene som tæller mest.
”De skal have et godt projekt, som de brænder for, og kan de sælge det her, kan de også sælge det til andre. Det kan 20 pct. umiddelbart. I venturebranchen siger man gerne 2-3 pct., og det er også rigtigt hvis man er branchespecifik. Det er vi ikke, så det der er irrelevant for nogle, er det ikke for andre.”
6 pct.
Opbygningen af en database af projekter er i dag det ene af de tre ben, som Christian Walther og partnere bygger på. Firmaet har de givet navnet Vidensbanken A/S, og den er finansieret af stifterne alene, uden banklån. Foruden Christian Walther og Peder Borchert er der en tredje partner, der ejer 20 pct. og som står i en lidt mere anonym rolle.
”Vores indtjeningsmodel er, at når vi finder en virksomhed, som vi tager i databasen, tager vi kr. 2.500 som et engangsgebyr. Det er primært for at få dem til at træffe en beslutning, og skille fårene fra bukkene. Men når vi så finder en investor, får vi 6 pct. af virksomheden, uanset det investerede beløb,” siger Christian Walther.
Ejerandelen er stor nok til, at de bliver registreret som ejere, og de vil også gerne sidde med i bestyrelsen.
Peder Borchert er oprindelig uddannet revisor fra Deloitte, og har foruden Mærsk arbejdet som Investment Manager i Nordea. Tredjemanden har erfaringer inden for Corporate Finance, og Christian Walther indgangsvinkel er som iværksætteren. Det er disse erfaringer, de bringer ind i firmaet, men det er primært forretnings-
sansen som Christian Walther mener er væsentlig for at kunne vurdere de indkomne projekter.
”Enhver revisor kan vurdere, om det er realistisk, men for at vurdere konceptet skal du lytte til din stemme i maven. Den er vigtig. Nogle steder virker det som om de har en afkrydsningsliste, man skal leve op til. Men man bliver nødt til at kunne se det her, se kundegrundlaget, se om det er realistisk. Og når vi støder på noget, vi ikke har forstand på, f.eks. teknologisk, spørger vi vores netværk af læger, ingeniører, direktører, sælgere. Jeg kan næsten altid ringe til en eller anden.”
20 mio. mere ind
Vidensbanken ligger i dag inde med 50-60 projekter, der leder efter penge. Investeringsfokus er mellem en halv og to millioner kr. pr. projekt, hvor en venturekapitalinvestering typisk starter noget højere oppe.
”Venturekapitalister kan ikke forstå, at man kan starte en virksomhed for under to mio. kr., men det er da rimelig åbenlyst – det er et rimelig gennemprøvet koncept. Det har jeg blandt andet selv gjort. Og det er sværere at finde et godt projekt, der skal bruge 20 mio. kr., end et, der skal bruge to,” mener Christian Walther.
Indtil videre er det kun Sealand Capital, der har investeret i projekterne, helt i tråd med strategien, hvor første skridt er at bevise, at de kan håndtere de penge, de har under forvaltning; finde de rigtige projekter og kommunikationen tilbage til investorerne. I det lange løb er det også planen, at andre investorer skal have adgang til Vidensbanken, men først venter en udvidelse af kapital og ejerkreds.
”Vi skal have 20 mio. kr. ind, og er ved at lave et prospekt til Finanstilsynet. I venturekredse griner de af beløbet, men vi skal jo ikke have institutionelle investorer ind, men private investorer.”
De 20 millioner skal række til at investere i en 10-12 nye virksomheder, og det skaber behov for et flow af projekter, der skal styres, sideløbende med et større antal investorer.
”Men det lærer vi vel hen ad vejen,” siger Christian Walther fortrøstningsfuldt.
Omtrent halvdelen af investorerne vil gerne sidde i bestyrelser, mens den anden halvdel kun viser sig til generalforsamlingen.
Tredje trin i selskabets strategi skal realiseres, når de har bevist, at de kan håndtere de 20 mio. kr., de forventer at rejse.
”Når vi har vist, at vi kan tjene penge, så er trin tre de 100 mio. kr. Men det kan vi ikke få ind fra private investorer. Det får du kun, hvis du har et snorlige set-up, hvor du kan bevise alt, det gider jeg ikke bekymre mig om nu,” siger han, og fremhæver en vigtig lektion:
”Rækkefølgen er vigtig – det skulle mange iværksættere lære. Mange af de iværksættere, der kommer herind, vil nærmest ind i USA før de får tingene på plads herhjemme. Man skal tage tingene én ting ad gangen. Vi er selv meget organisk orienteret, for jeg gider ikke knokle med noget, der falder sammen om fem år. Så må det hellere tage længere, og blive gjort rigtigt. Jeg har en masse ting, der skal læres undervejs.”
De fysiske rammer
Således har vi fået styr på Vidensbanken og Sealand Capital – to af benene i iværksætterhistorien. Men hvor kommer tredje ben – det nyistandsatte, 500 kvm store kontorfællesskab Videnhuset, ind i billedet? Det har den kreativt tænkende læser nok luret, men her er alligevel historien:
”Efterhånden som forretningen begyndte at blive meget seriøst, havde vi brug for et sted, hvor vi kunne vokse. Vi ville også gerne kunne have projekter siddende, så de kunne snakke med os, når de havde spørgsmål, og lave et dynamisk sted, hvor vi var vækstorienterede og lige er ude ovre den allerførste fase. Det er dem, der sidder her i dag,” beretter Christian Walther.
”Vi har kun siddet her i tre uger, og nu skal der fyldes op. Der måtte også gerne kunne komme andre udefra, og vi ender med at være knapt 40 herinde. Vi er ikke branchespecifikke, men vil genre have en masse dygtige iværksættere ind,” siger han.
”Vi har med vilje valgt at lave et åbent kontormiljø – det får folk mere ud af. Ellers bliver folk ikke rigtig kollegaer, når man kun mødes på gangen. Her snakker de sammen, og ender sikkert også med at lave forretning med hinanden.”
Prisen for en kontorplads er kr. 3.500, hvilket ifølge Christian Walther er lavt sat for at være iværksættervenligt.
”Men det må gerne være professionelt. Det betyder noget, hvordan her ser ud, når man har større kunder, så vi har gjort lidt ud af tingene. Jeg er til enten-eller.”
Med realiseringen af kontorfællesskabet er Christian Walther og partnere klar til at fokusere på kapitaludvidelsen. Hånden er sikker, for filosofien er grundlæggende, at tingene skal prøves af:
”Hvis du ikke begår fejl, så udvikler du dig ikke nok – så bevæger dig ikke nok ud på usikker grund.”
