15 . April , 2009

Nyt iværksætternetværk i vækst

Et reelt iværksætternetværk. Sådan beskriver Jacob Vang Thomsen det netværk, han for halvandet år siden satte i søen sammen med Janet Friang. De var begge nystartede iværksættere med lyst til at møde andre i samme situation – men det var ikke helt ligetil.
    ”Vi ledte længe. Der var en masse godt på nettet, men vi kunne ikke finde noget, hvor alle kunne komme og snakke med hinanden, og som havde faste møder hver måned. Det er det, vi mener, vi har stablet på benene i dag,” siger han.
    ”Vi er opstået som så mange andre netværk ved at vi mødtes på en café, og så hev vi kalenderen frem og så, hvornår vi kunne mødes næste gang. Sådan kørte det i et halvt år inde i Århus. Så sagde Janet og jeg, at vi ville være dem, der holdt styr på trådene, og inviterede gæster ind, og siden i sommer har det bredt sig rimelig drastisk, fra kun at være én gruppe i Århus, til nu at være syv grupper, og en ottende planlagt, over hele landet,” siger Jacob Vang Thomsen.
    Den store vækst hænger bl.a. sammen med et samarbejde med a-kassen ASE, som har været med til at markedsføre netværket overfor sine medlemmer. Men Dansk Netværk har også haft en stand på Iværk08-messen, hvor de talte med omkring 200 potentielle medlemmer.
    ”Og netværk er jo netværk, så det spreder sig også fra mund til mund. I dag får vi et par henvendelser om dagen, og på møderne lægger vi også op til, at folk inviterer deres samarbejdsparntere med. Jo flere vi er, jo bedre er det.”
    De enkelte grupper har en 15-20 deltagere, så alle har mulighed for at komme til orde.

Et bredt netværk

Både Jacob Vang Thomsen og Janet Friang driver en anden virksomhed ved siden af, som de lever af – Jacob sælger headsets, mens Janet har et rekrutteringsbureau. Selve netværket har indtil videre ikke givet et økonomisk afkast.
    ”Vi har indtil nu gjort det af interesse, og fordi vi synes, det er sjovt,” fortæller Jacob Vang Thomsen.
    På landsplan er medlemstallet rundet de 50, hvoraf de 20 stadig er tilknyttet den århusianske gruppe, og resten spredt på grupperne rundt omkring i landet.
    ”Alle bliver først inviteret som gæst, og man kan komme og se, hvad det er, og så skal folk tage stilling til, om de vil være med,” siger han.
    Prisen er kr. 3.000 om året, der bl.a. går til lokaler, markedsføring, talere og diverse andre omkostninger.
    Deltagerne er både iværksættere og selvstændige med mindre virksomheder.
    ”Vi har både dem, der ikke er startet op endnu, og som har været i gang i 20 år. Det er meget bredt, også fordelt på brancher og aldersmæssigt. Det giver en god stemning, at der er noget for enhver.”
    Fokus er på erfaringsudveks-
ling, vidensdeling og de tætte relationer, og ikke på salg og til hinanden, men det sker nu alligevel:    ”Når man kender folk godt, har man også lyst til at bruge hinanden på den måde. De fleste har fået deres kontingent hjem igen bare på salg til andre medlemmer i gruppen, eller til kunder, der er opnået kontakt med gennem netværket.”
    På sigt vil Jacob Vang Thomsen ikke afvise, at netværket kan blive hans og Janet Friangs fuldtidsbeskæftigelse:
    ”Men så skal vi nok se lidt fremad. Og så skal vi udbygge det, så vi tilbyder andet end netværk – også kurser og måske rådgivning. Så har man måske et produkt, man vil kunne tjene penge på. Men det er ikke formålet nu. Formålet er at brede vores bekendtskabskreds til så mange som muligt. Men man kan aldrig vide, hvad der sker,” slutter han.

Kontakt

Jesper H. Andersen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag