14 . April , 2009

Iværksætteriets tabuer

Hvor ofte hører du en iværksætter sige ”jeg synes det her er virkelig svært. Jeg føler mig alene om det og har brug for sparring”? Personligt synes jeg, det kan være svært at være iværksætter. Desværre sker det sjældent, at jeg hører andre sige det. Det er min erfaring, at mange har et behov for at sige ”jamen, det går rigtig godt” – selvom det måske ikke gør det. Hvorfor gør vi egentlig det?         Hvorfor fortæller vi i højere grad om succeshistorierne end om de hårde perioder, hvor vi inderst inde tænker ”hvad er det jeg har kastet mig ud i?”. Er det fordi, vi (u)bevidst vil opretholde en perfekt facade, eller er det fordi vi ikke tør bede om hjælp og gøre os mere sårbare?     Det er et menneskeligt behov at ville have anerkendelse og ros. Men det er jo netop i de hårde perioder, at vi har brug for at føle samhørighed med andre. Her har vi brug for sparring til at komme videre. Det er vigtigt, at vi fortæller om vores tanker og bekymringer. Men det er sjældent at vi gør det.     Måske skyldes det frygt for andres meninger? Måske ønsker vi ikke at blive konfronteret med vores bekymringer, da det er hårdt nok at vi går rundt med dem? Eller har vi den indstilling, at det er noget, vi selv har valgt, og derfor skal vi ikke beklage os?

Frygten for nederlag Der er frygten for succes og frygten for nederlag. Når vi ikke taler om de hårde tider, som de fleste iværksættere oplever, kan det skyldes frygten for nederlag. Som iværksætter har du haft en god idé, som du nu vælger at føre ud i livet. Det er dit hjertebarn. Du har muligvis forestillet dig succesen, som kan have været din motivationsfaktor undervejs. Når du så starter op, melder frygten for nederlag sig. Du brænder for dit projekt, men tænk hvis det ikke lykkes. Hvad skal der så ske?     Når vi er ovre den hårde periode, og oplever en masse succes, har mange tendens til at glemme den svære tid. Måske ser vi blidere på de hårde opstartsår, fordi vi er kommet videre. Men de hårde år, med alt hvad de indebar, er værd at huske. Dels som motivationsfaktor til en anden hård periode, og dels for at huske på, at du ikke har fået succesen forærende. Du har kæmpet for den! Ofte er det i de hårde perioder med svære valg og konsekvenser, at der ligger en stor gave. Modgangen giver os nogle dyrebare gaver og kompetencer, som er værd at tage med sig.

One man show    I min egen opstart oplevede jeg det som hårdt, da virkeligheden meldte sig. Nu var jeg selvstændig coach – jeg kastede mig ud i det, og var glad for beslutningen. Men det var en svær periode. Jeg havde ingen indkomst – kun udgifter, og jeg måtte tage et lån. Tiden gik og jeg fik selvfølgelig succesoplevelser, men indkomsten var stadig meget beskeden. I de første fire måneder lavede jeg gratis arbejde, og efter seks måneder havde jeg kun tjent 7.000 kr. ekskl. moms. Der kunne gå lang tid mellem opgaverne.     Det er her, at det er det knald eller fald. Bukker du under for ”sikkerhedsbehovet” og søger et arbejde, eller fortsætter du og slipper sikkerhedsnettet? For mit eget vedkommende forsatte jeg. Jeg brænder for det jeg laver, og med min energi og mit engagement er jeg sikker på, at det vil lykkes.         Den største fejl, som mange iværksættere laver – inklusiv mig selv – er, at vi har den indstilling, at vi er et one man show. Vi er alle virksomhedens afdelinger, og hvilket pres er det ikke? Efter at have haft mit eget one man show i lang tid og været bekymret for fremtiden, med manglende kunder og indkomst, indså jeg, at der måtte ske ændringer. Jeg måtte uddelegere nogle opgaver. At være iværksætter har både sjove og mindre sjove opgaver, men det er vigtigt, at man ikke mister fokus ved at koncentrere sig om opgaver, som ikke er ens force. Derfor må man uddelegere og sørge for at nyde processen undervejs. Råd fra iværksætter til iværksætter Nu er jeg ovre opstartsfasen, men der kan stadig være svære perioder. Mit råd til andre iværksættere er, at det er vigtigt, at du taler om dine tanker og bekymringer. Netværk med andre og vær ikke bange for at bede om hjælp. Tør du ikke bede om hjælp, så formuler for dig selv, hvad det er, du allermest har brug for lige nu. Brug dine tanker konstruktivt til at komme videre og accepter din frygt. Jo mere modstand du har på et område, jo mere vil du tiltrække det. Spørg hele tiden dig selv ”hvad er den vigtigste handling lige nu, og hvad er det egentlig jeg vil?”

Kontakt

Danielle Spogaard

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag