14. April , 2009

Et skud gode forretningsidéer

At gode ideer spreder sig fra et sted til et andet, er et lige så gammelt fænomen som menneskeheden. Bronzealderen menes f.eks. at være begyndt på vore breddegrader, efter at besøgende sydfra havde medbragt det gyldne metal. Siden har rejsende igennem tiderne bragt gode ideer med sig hjem, og for et par år siden var der en hollænder ved navn Reinier Evers der spurgte sig selv, hvorfor det skulle være så besværligt, når nu vi havde opfundet internettet. Så var rejse-delen potentielt overflødig, og alt var der manglede var faktisk bare… Springwise.    Sådan hedder i hvert fald det website, han lancerede efter at have solgt en tidligere forretning i 2002, og som formidler nye ideer fra hele kloden til forretningsfolk over hele kloden.     ”Vores mål er at få innovative forretningsideer til at sprede sig over hele kloden. Ved at skrive om konceptet som de kommer frem, håber vi at hjælpe iværksættere med at finde smarte nye forretninger som de kan lancere i deres del af verden,” siger Liesbeth den Toom, der er redaktør på Springwise.     ”Vi vil også inspirere marketingfolk og produktchefer i store firmaer til at finde på nye produkter og tjenester til deres kunder. Derfor fokuserer vi primært på koncepter, som har langsigtede potentialer, og sjældent på kortsigtede diller,” siger hun.

Øjne og ører En sådan tjeneste kræver naturligvis, at Springwise opdager de gode ideer. Til det formål har firmaet rekrutteret ikke mindre end næsten 9.000 ”Springspotters” rundt omkring på planeten, og med omkring 300 nye der tilmelder sig hver måned.     ”Vores Springspotters kontakter os, når de opdager noget nyt og innovativt, som de tror vil interessere vore læsere. Nogle gange beder vi dem kigge på specifikke trends, men for det meste vil vi gerne have dem til at være vores øjne og ører ude i verden, og være åbne overfor hvad de end falder over,” siger Liesbeth den Toom.     ”Vi er altid på udkig efter den innovative vinkel. Ikke alle ventures har højt potentiale i form af høj vækst eller kæmpe overskud. Ikke alle iværksættere har lyst til at skabe et stort firma – mange vil bare supplere deres indkomst eller finde en ny måde at tjene penge på at lave noget, de kan lide. Og mange koncepter har potentialet til at være værdifulde ekstraprodukter for eksisterende brands, i stedet for en helt ny virksomhed.”     Idédatabasen  rummer i dag over 1.400 ideer inden for 20 forskellige kategorier. Antallet af udgivne ideer er steget skarpt siden marts 2006, hvor Springwise gik fra at være et månedligt til et ugentligt nyhedsbrev, med nye artikler hver dag.

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag