Der er bred enighed blandt beslutnings-tagere, meningsdannere og forskere om, at iværksættere spiller en vigtig rolle for skabelsen af vækst og velstand i et samfund. Derfor er der også en bred enighed om, at det er vigtigt, at indrette samfundet sådan, at iværksætteri fremmes. Men her hører enigheden op. Nogle mener, at en stor offentlig sektor, der skaber den rette infrastruktur, investerer i forskning og uddanner befolkningen skaber de ideelle rammer for iværksætteri. Endvidere argumenteres for, at høje overførselsindkomster skaber en social tryghed, som gør, at folk tør tage risici, herunder forsøge sig som iværksættere.
CEPOS har bedt Professor Nicolai J. Foss og Adjunkt Christian Bjørnskov om at teste den teori, og de fandt ikke støtte til den. Tværtimod. Den statistiske sammenhæng mellem den offentlige sektors størrelse og iværksætteraktiviteten er negativ – jo større offentlig sektor i et land, jo mindre iværksætteri. På samme måde er der en ne-gativ sammenhæng mellem høje skatter og graden af iværksætteri (Foss og Bjørnskov (2007), Økonomisk Frihed og Iværksætteraktivitet – www.cepos.dk).
En statistisk sammenhæng beviser ikke i sig selv en årsagssammenhæng – eller for den sags skyld, hvad der i givet fald er årsag, og hvad der er virkning. Men der er teoretiske forklaringer, som virker plausible.
Offentlige monopoler
En stor offentlig sektor medfører, at en stor del af arbejdsstyrken er offentligt an-satte. Disse medarbejdere vil typisk kun kunne starte egen virksomhed ved at skrifte branche, fordi mange offentlige delsektorer er beskyttet imod konkurrence af lovgivning-en. Disse monopoler eller delvise monopoler umuliggør eller hæmmer iværksætteriet ind-
enfor en række brancher, for eksempel uddannelse, sundhed, plejehjemsdrift, affaldshåndtering, drift af svømmehaller, børneha-ver, vuggestuer med mere.
På papiret er det blevet forsøgt med for eksempel private børnehaver – og uden succes. Men reelt har kommunens regler vedr. driften og snærende overenskomster betydet, at råderummet for innovation og udvikling ikke har været til stede, hvorfor rationalet
for privat drift og hele forudsætningen for
iværksætteri også forsvinder. Når store dele af samfundsøkonomien således af-skæres fra iværksætteraktivitet, vil det alt andet lige mindske den samlede mængde iværksætteri i samfundet (at det så også medfører mindre innovation og produktivitetstilvækst i den offentlige sektor og dermed ringere og dyrere velfærdssektorer end nødvendigt skal nævnes i forbifarten).
Endvidere skal en stor offentlig sektor finansieres, og det kan kun ske via skatteudskrivning. Ovennævnte analyse fra Foss og Bjørnskov viser en markant negativ effekt af høje skatter – især høje marginalskatter.
Skat snupper kapitalen
Igen er der tale om en statistisk sammenhæng, men skal man forklare den, kan man forestille sig, at et højt skattetryk i alminde-lighed og en høj marginalskat i særdeleshed kan medføre, at det er svært for potentielle iværksættere at spare op til start af egen virk-somhed. Endvidere medfører beskatningen, at succesrige iværksættere fratages en stor del af deres vigtigste værktøj – kapital. Dermed forringes deres muligheder måske for at gen-
tage succesen. Potentielle business angels får ligeledes langt mindre kapital at arbejde med.
Da Danmark har OECD’s fjerde højeste marginalskat på 63 procent, er en skattereform formentlig det vigtigste politikerne kunne foretage sig for at fremme iværksætteriet i Danmark.
Indførelse af en flad skat på 43 procent (afskaffelse af top- og mellemskatten) ville kun give et provenutab for finansministeren på 25 mia. kr. Dette er kun et par procent af de samlede offentlige indtægter. Hvis man medregner de dynamiske effekter af skattelettelser – øget velstand, som giver større skatteindtægter – ville provenutabet være væsentligt mindre, formentlig omkring det halve. Selv det fulde provenutab på 25 mia. kr. kunne forholdsvis let finansieres, for eksempel ved at indføre nulvækst i den offentlige sektor i syv år – altså at man bi-beholdt antallet af offentlige ansatte men undlod at ansætte flere.
Nogle vil måske indvende, at offentlige midler også kan gå til noget godt og vækstfremmende, for eksempel forskning. Men det bakkes ikke entydigt op af sagkundskaben. Ifølge en undersøgelse fra OECD (The driving forces of economic growth, OECD Economic Studies No. 33, 2001/II) har privat forskning en positiv effekt på væksten i BNP, mens OECD ikke kunne finde en effekt af offentlig forskning – faktisk tydede deres tal på en negativ effekt! Dette kunne skyldes, at offentlige midler har det med at fortrænge private investeringer snarere end at supplere dem.
