03. April , 2009

Må teen sælges som lægemiddel?

SPØRGSMÅL // Vi er i gang med at starte en butik på internettet, hvori vi vil sælge varer, som understøttet et godt helbred. På nuværende tidspunkt sælger vi blodtryksapparater, termometre og lignende samt bøger om emnet. Vi vil i fremtiden gerne sælge helsekostprodukter og er i tvivl om, hvordan lovgivningen er. Må vi skrive, at en te i Kinaanses for blodtryksregulerende? Må vi placere en te i samme kategori som blodtryksapparater og altså indikere, at der er en sammenhæng? Vi er godt klar over, at hvis vi sælger godkendte helsekostprodukter, er der ingen problemer, men hvad hvis vi selv importerer noget? Hvor meget må vi skrive uden at skulle hele godkendelsesproceduren igennem for hvert produkt?
Anni Waldstrøm, Stetoskop.dk

SVAR // Jeg kan ikke anbefale jer at skrive, at en te i Kina anses for blodtryksregulerende. Det vil formentlig være en overtrædelse af lægemiddelloven, da for højt blodtryk anses for en sygdom.
Ved import af varer, der præsenteres som et egnet middel til behandling eller forebyggelse af sygdomme hos mennesker, skal varen godkendes af Lægemiddelstyrelsen. Hvis varen ikke godkendes, må den ikke forhandles eller markedsføres i Danmark som egnet til at løse helbredsproblemer.
Import af fødevarer kræver ikke tilladelse fra lægemiddelstyrelsen, men de skal opfylde kravene til deklarationen etc. i fødevarelovgivningen, og skal – hvis de skal markedsføres som sådan – opfylde kravene til kosttilskud. Endvidere skal de være anmeldt til myndighederne som kosttilskud, og det inden markedsføring finder sted i Danmark. 
Når du markedsfører fødevarer, må du godt lave en beskrivelse af, at teen kan have en gavnlig virkning på ens velbefinde, og at teen kan have en gavnlig virkning på en bestemt kropsfunktion, f.eks. at den kan virke opkvikkende eller at teen virker beroligende. Du må dog ikke skrive, at den kan anvendes til behandling eller forebyggelse af en sygdom, og at den f.eks. kan sænke dit blodtryk, da det kræver en markedsføringstilladelse efter lægemiddelloven. Du bør heller ikke placere teen sammen med blodtryksapparater, hvis det kan vildlede køberne til at tro, at teen har en terapeutisk virkning på deres blodtryk.
Afhængig af den dokumentation, som du har fra Kina, kan man formentlig lave en god markedsføring af teen, hvis den beviseligt har en gavnlig effekt på folks velbefindende.

Svar leveret af Ret&Råd - www.retraad.dk

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag