Økologisk whisky og cognac. Sulfitfri rødvin. Uldsjaler fra Japan. Tørklæder fra Peru. Plaider fra danske Gotlandsfår. Franske hudplejemidler. Palmefibersjaler fra Filippinerne, som laves i en økologisk landsby. Engelsk yoga-tøj af økologisk dyrket bomuld. Med økologien som fællesnævner kommer Anne Wright hele verden rundt, når hun præsenterer de håndplukkede i sin lille butik, »Wright«, på Nordre Frihavnsgade på Østerbro i København. Anne Wright er 61, og butikken blot et par år gammel. Hun sprang ud som iværksætter efter en karriere, der har talt 25 år som fransk- og dansklærer på Roskilde Katedralskole og seks års udstationering i Marokko, Israel og Schweiz sammen med hendes mand, som arbejder i riget tjeneste i Udenrigsministeriet. »I Geneve blev jeg kontorchef i America Center of Geneva, hvor jeg skulle hjælpe amerikanere der var udstationeret i Geneve. Jeg havde det sjovt med at lave noget andet end at være gymnasielærer, og mens jeg stadig var dernede, søgte jeg job i et dansk biotek-firma. De skulle bruge en myndig person til at styre alle de unge forskere, og det var mig. Jeg fik en vild beundring for iværksætterne, der havde stået i en kælder med moderens hårtørrer og udviklet et produkt – og så skabt en stor forretning, som senere blev opkøbt af amerikanerne. Jeg blev vildt fascineret af iværksættermil-jøet,« fortæller Anne Wright. Fra skinker til butik Da biotekfirmaet pludselig måtte fyre 50 medarbejdere fordi de ikke kunne finde en investor, besluttede hun sig for selv at blive selvstændig. »Jeg tog et iværksætterkursus på otte uger, hvor jeg lærte noget om told og skat – alt det som en gymnasielærer ikke ved en kæft om,« siger hun. Hendes første vage idé til en virksomhed var at begynde at lave parmaskinker herhjemme, i stedet for at vi sender danske skinker til Italien, som så tørrer dem og sender dem tilbage. »I dag tørrer man dem med klimaanlæg, så de kan laves hvor som helst. Så det var mit projekt sammen med Peter Beiers bror (vi portrætterede chokolademanden Peter Beier i Iværksætteren nr. 5, red.). Men vi skulle have næsten fem millioner kroner op af lommen, og jeg er var næsten 60, så det kunne jeg ikke.« »Sideløbende havde jeg også tænkt over, hvorfor man har gårdbutikker på landet. Det er jo i byen, at man er interesseret i økologi. På landet er de ligeglade. Derfor ville jeg gerne starte en butik i København med økologiske produkter, og det er så blevet til denne her.« Opstartskapitalen til en lille butik er langt mere overkommelig. »Gros et modo måtte jeg lande små 500.000 kr. ind i projektet til at starte med. De gik til overtagelse af butikken og til varelager. Overtagelsen kostede 275.000 kr., men det er et meget lille beløb. I de større butikker her i Nordre Frihavnsgade betaler man op mod halvanden million.« Økologien Anne Wrights hjerte banker for økologien fordi hun går op i miljøet, menneskers forhold og produktets stand. Men det er ikke derfor, folk skal købe hendes varer. »Hele min tankegang er, at økologi er godt, men ikke på den langhårede 70’er måde. Produkterne skal appellere til et storbypublikum, der har sans for æstetik. Det er økologiske design-produkter, som sælger fordi de er lækre – ikke fordi, de er økologiske.« Hun anslår, at kun omkring 30 pct. af forbrugerne er interesseret i økologi. »Jeg tror, at det er folk, som har omver-densbevidsthed. Resten vil have tingene billigt, og så kan de gå i Bilka,« siger hun. Kundegruppen starter aldersmæssigt ved kvinder, der får deres første barn. Kvinderne bliver opmærksomme på øko-logi, når de vil undgå tilsætningsmidler, som gør deres børn syge. »Der er derimod ingen unge mennesker, der kommer ind i butikken og drømmer om at købe noget, og det skal de heller ikke, for jeg har ikke udvalg, der appellerer til dem. Men det er svært for det grå guld at finde afløb for deres penge, og der hjælper jeg dem,« smiler hun. »Strategien er at finde mere og mere eks-klusive ting, for jeg tror, at der er et marked for det. Der er en sammenhæng mellem dem, som gerne vil tænke sig om og købe økologiske ting, og dem som også vil have ‡ at det er lækkert. Så jeg er gået væk fra små billige dimser, som ikke giver noget afkast, til at have dyrere ting af højere kvalitet.« En enkelt leverandør, som solgte økologiske lys lavet af æteriske olier, blev dog fra- valgt, da lysene kostede 600 kr. stykket, og producenten ville have Anne Wright til at sende et billede af hendes butik, så de kunne vurdere om den var eksklusiv nok til at sælge lysene. »Da slog jeg bremsen i, for det kan jeg finde bedre og billigere.«
Små iværksættere Anne Wright overtog butikken i Nordre Frihavnsgade i det tidlige efterår 2004, og begyndte at købe varer ind i oktober. »Jeg var omkring et par gårdbutikker og snakke med folk. Nogle varer præsenterede sig selv, nogle snusede jeg op på nettet, og så har jeg sidenhen været på øko-messer i Nüremberg, Luxemborg og Paris for at kigge på ting.« »Når man har fokus på økologi, møder man de små mennesker, der synes vi kan gøre noget renere og bedre for kloden og for os selv. Så jeg har kun med meget sympatiske mennesker at gøre,« fortæller hun. Et eksempel er det engelske yoga-tøj, som produceres af firmaet Gossypium, der betyder bomuld på latin. Iværksætterne bag firmaet rejste rundt i Indien og blev rystede over bomuldsbøndernes forhold. »Det er en masse små iværksættere, der er på spil her. Vi må bare slå os sammen,« siger Anne Wright. Lagerstyringen er ikke mere avanceret, end at den kan køres i hovedet. »Jeg har helt styr på, hvad der er, og tæller op en gang om året. Jeg passer på med ikke at have stort lager, det er for dyrt.« Hos de større leverandørerne forventes man som regel af kunne præstere mellem 5.000 og 15.000 kr. pr. vare man køber, mens de mindre leverandører blot er glade for handlen. Prisen, som en vare skal sælges til i butikken, finder Anne Wright ved at gange med 2,5 og lægge transport på. »Det gør jeg på alle varer. Men jeg kunne sagtens tage mere for nogle varer, kan jeg se, når jeg sammenligner med hvad andre tager. Apotekerne ganger nogle gange med seks, kan jeg se, og mange ganger med tre eller fire, og så laver de et udsalg, så det kommer ned på normalprisen. Det er modevarer, der har en høj omsætning og skal hurtigt ud, men det behøver jeg ikke.«
Agenturer Som en tommelfingerregel regner Anne Wright med, at det tager to-tre år at få butik til at køre rundt. »Man skal have is i maven og kapital i ryggen. Jeg kan se, at mange går nedenom og hjem, bare i den tid jeg har været her. De kan ikke klare det. Og det bedste er, hvis man har penge man ikke skal betale renter af. Renter kan spise provenuet op,« siger hun. »Jeg startede butikken lige inden jeg blev 60 og det er selvfølgelig anderledes. Det har den fordel i min alder, at jeg ikke har forspildt mit liv, hvis det ikke går, så jeg kan gøre det med en anden form for overskud. Og min mand er flink til at fodre mig,« griner hun. »Men man kan ikke tjene mange penge på en lille butik, selv om min løber rundt nu,« advarer hun. På sigt overvejer hun at drive forretning-en hjemmefra og basere den på agenturer. »Det er noget jeg tænker mere og mere på. I første omgang, når man åbner en butik, og virkelig ikke har en merkantil baggrund, må energien gå på afsætning og markedsføring, og så er der ikke tid til at opbygge en grossistvirksomhed. Men på sigt har jeg tænkt på, at jeg vil have agentur på forskellige ting. Nu begynder jeg at se, hvilke varer jeg skal satse på, og hvis jeg får agenturer kan jeg få andre indtjeningsmuligheder. Det er hele tiden en dynamisk udvikling, der ligger i, at man får nye ideer, ser nye muligheder, nye åbninger og nye kontakter, som man netop møder ved at flytte sig. Men det må komme stille og roligt, organisk, som man vokser frem.« Sinecure-post Fremtiden kunne også byde på en forretningspartner. »Jeg vil gerne have en partner, f.eks. en der kan hjælpe med netbutikken, eller med at starte en økologisk café. Der er mange, der kommer ind i butikken og vil sludre, og det ville være skægt med en café, som man kan sælge varer fra. De findes i England, men vi har det bare ikke her hjemme. Det er helt utroligt. Jeg forstår ikke hvorfor folk kan være så sløve,« siger Anne Wright. Netbutikken, som hun også sælger sine varer fra, har også behov for input udefra. »Hjemmesiden giver ikke meget i afkast, men den er et mægtig godt vindue ud ad til. Hvis den skal udvikle sig til mere, skal jeg have sparringpartner, der kan mere. Jeg er kommet så langt, som jeg kan med mine evner.« »Det sværeste er faktisk, at man er bekymret over, at det ikke vokser. Der kan være døde perioder, som sidste år i januar måned, hvor der ikke er noget omsætning. I år holdt jeg lukket i januar, og tog på ferie. Der var en stor omsætning i julemåneden, og ingen i januar.« I samme åndedræt kalder hun sin 40 timers iværksætterarbejdsuge for en Sinecure-post i forhold til at være gymnasielærer. »Der er intet værre end at lære en hel gymnasieklasse at bøje avoir i nutid, eller at interessere sig for Voltaire. Så det har været en rigtig god tilbagetrækningspost. Jeg bestemmer selv, jeg er selv chefen, og jeg skal ikke gøre noget, jeg synes er åndssvagt. Det er fantastisk at være selvstændig. Men det er klart, at hvis man ikke hele tiden følger meget nøje med, kan man hurtigt komme ud i udgiftsramme, man ikke synes er sjovt. Så man må have stift fokus på bankudtoget.« Hun regner i hvert fald med at drive forretningen til hun bliver 65, og så sælge de agenturer, hun måtte have skaffet sig, til andre. »Så måske ender det der. Men jeg har ikke fortrudt, at jeg er blevet iværksætter. Det er sjovt, jeg trives godt ved at styre selv og jeg får nye ideer hver dag. Men jeg er også glad for, at jeg ikke har børn, som jeg skal have dårlig samvittighed overfor, så det er en god ide at starte, mens manden passes af sit eget arbejde, børnene er fløjet fra reden og hunden ligger under mulde.«
