At kunne sælge så meget, som du kan nåat lange over disken, dag og nat – det lyder som enhver iværksætter drømme-scenarie. Og det er virkelighed for nogle af de bod-er, der står på blandt andet Roskildefestivalen. Efterspørgslen er konstant – det er bare om at holde gryderne i kog. Som iværksætter begynder man uvæg-erligt at regne lidt. Hvad kan det koste at lave sådan en omgang frikadeller og hvor mange sælges der i timen? Eller hvad med boderne, der sælger alt fra t-shirts til kunsthåndværk? For nu at skære til benet: kunne man i virkeligheden give den en skalle over en lang weekend, og få en god klat penge i kassen? Svaret afhænger selvfølgelig af, om festivalgæsterne efterspørger det du sælger, samt af hvor på festivalpladsen du har din bod. Men i første omgang handler det om, hvorvidt man overhovedet kan få lov. Det ser vi på i denne artikel. Roskilde Vi starter på landets, ja faktisk Europas, største festival – Roskilde, der hvert år gæstes af ikke mindre end 75.000 musik-elskere og 30.000 medhjælpere. Roskildefestival drives af en non-profit-organisation, og overskuddet går til humanitære formål. Dét overskud vil festivalen imidlertid gerne maksimere, så i praksis er det nok ikke forkert at sige, at Roskilde er den mest professionelt og kommercielt drevne festival herhjemme. »Vi vil alt andet lige foretrække foreninger som handlende, men vi har igennem de senere år tilvalgt private og professionelle stadehavere også, fordi de kan noget andet. Vi vil gerne have det meste optimale og mest spændende vareudbud, så derfor har vi givet mulighed for, at private kan komme ind,« fortæller Dan Nilausen fra Roskildefestivalen. De humanitære formål tilgodeser man i festivalens bestyrelse, mens det operatio-nelle team tænker forretningsorienteret. »Det er ikke i dén fase, at vi er almennyttige og humanitære. Vi vil lave den bedst mulige festival og give den højest muligt kvalitet for publikum,« siger Dan Nilausen. På mad- og drikkevaresiden har Roskildefestival omkring 65 forskellige stadehavere, hvoraf 10-15 pct. er private – resten er foreninger. De private udbydere er både professionelle og mere hobbyprægede handlende, der måske har udviklet sig til en regulær forretning. Derudover er der omkring 100 stadehavere, som sælger »non-food«, dvs. ting som smykker, t-shirts, kunsthåndværk, plakater, mv. »Her er det 100 pct. private og professionelle, bortset fra et par foreninger, som sælger merchandise,« siger Dan Nilausen. Der er ikke krav om, at man skal bidrage til festivalen på andre måder end ved det bidrag, man betaler for beliggenhed og størrelse – fra ca. 12.000 kr. og op til over 40.000 kr. Inklusiv el og to billetter. Det eneste, man ikke må sælge, er ting som våben, piercinger, tatoveringer og chillums. Der er flere om buddet, end der er stadepladser på Roskildefestival, så man skal gøre sig umage for at komme i betragtning. »I non-food afviser vi omkring halvdelen af ansøgningerne. Dem, som har en flot bod og gør noget ud af at forny sortimentet og skabe en spændende bod, de må komme igen. Vi må dog også ofre nogle, der egentlig er ok, fordi vi ikke kan have det samme år efter år. Man kan jo heller ikke præsentere et musikprogram med de samme navne år efter år. Så der er en udskiftning på 25-30 pct. hvert år,« fortæller Dan Nilausen. På maddelen er det lidt tungere, da det er et stort arbejde at stable en madbod på benene, også fra festivalledelsens side. »Da er der højest plads til 4-5-6 nye madboder hver år. Enten fordi vi får brug for flere, eller fordi vi må sige nej til nogle, der har været der tidligere.« En madbod koster en procentafgift af bruttofortjenesten, som i år lå på 21 pct. Man kan også få lov til at markedsføre f.eks. nye produkter på Roskildefestivalen. »Men vi vil have noget for det. Og igen er det en sondering alt efter produktet.« Skanderborg På Danmarks Smukkeste Festival er det slet ikke muligt at få en bod på selve pladsen, fortæller formand Kirsten Hansen. »Men vi har eksterne boder i bodgadeområdet, hvor man kan sælge forskellige ting, så som tøj, smykker mad og andet. Og da søger man festivalen hvert år,« siger hun. »Man sender en skriftlig ansøgning, og når vi har fået ansøgningerne ind, vurderer vi hvordan de passer i forhold til det ud-bud der er, så vi er sikre på, at man også får en nogenlunde omsætning.« En »ting og sager«-bod koster 1.000 kr. pr. facademeter, mens madboder koster fra 5.000 kr. og op til 80.000 kr. – igen efter størrelse. Omkring 25 pct. af ansøgerne til en bod afvises. Ligesom på Roskilde tilgodeses foreninger lidt, men på Skanderborg står de kun for omkring 10-15 pct. af boderne. »Mange at boderne er gengangere – rigtig mange. Det er typisk privatpersoner, der lever af at tage rundt til festivaler og markeder og sælge mad eller smykker. Vi har ikke mange etablerede firmaer,« siger Kirsten Hansen. »Stig vurderer hvem der skal ind – det skal være noget, folk vil købe. De køber ikke dyrt tøj, men måske sjove sandaler eller sjove gummistøvler. Han har god erfaring med hvad der handles, og man kan ikke sælge hvad som helst. Det er noget andet, hvis man tager til et marked, hvor folk er ude for at handle. Her er de for at være på festival.« Det er ikke umuligt at få lov at uddele vareprøver, men festivalen giver ikke mange tilladelser. Den har jo et navn at leve op til: »Vi vil gerne holde festivalen smuk, og det giver bare svineri, hvis der deles alt for meget ud,« siger Kirsten Hansen.
Langeland Hos den privatejede Langelandsfestival er der ikke så meget pjat. »Den eneste måde, man kan få lov at sælge hos os på, er ved at købe sig en bod,« fortæller Carolina Hammer. »Vi afviser nogle, hvis vi ikke har plads, eller hvis de sælger noget, vi ikke har lyst til at de skal sælge. Vi er jo en familiefestival, så porno, våben og chillums falder f.eks. ikke ind under vores koncept.« Også her er der stor prismæssig forskel på, om man vil sælge mad eller »tørre ting«. Meterprisen på sidstnævnte er 7-800 kr., mens den på mad er meget højere og forhandles individuelt. Langelandsfestivalen har ikke særlig samarbejde med foreninger, men til gengæld har de en børnefond, der støtter syge og udsatte børn i Danmark. Og vil man ind for at markedsføre sig, skal man have en meget god undskyldning. »Det kan man ikke, med mindre det er noget vi siger ja tak til,« siger Carolina Hammer, og uddyber: »Det skal være et formål, vi gerne vil støtte. Men selv blandt nok så sympatiske formål, siger vi nej til mange, for hvis vi skulle sige ja til alle dem som henvender sig, ville der ikke være plads til gæsterne.«
