Mindre lejlighedsgaver, f.eks. julegaver, til virksomhedens ansatte er en glædelig ting at give og modtage. Men hvis ikke firmaets medarbejder skal beskattes af værdien, skal prisen være under 500 kr. inklusive moms – og man må ikke fratrække momsen vedrørende gaver til medarbejderne. Til gengæld er der skattemæssigt fradrag for hele beløbet.Begrebet »medarbejder« omfatter i denne sammenhæng: • Virksomhedens ansatte • Ulønnet arbejdskraft, f.eks. advisory board og praktikanter • Lønnede og ulønnede bestyrelsesmedlemmer Følgende grupper er i denne sammenhæng ikke »medarbejdere«: • Indehavere med bestemmende indflydelse, selvom de får A-indkomst udbetalt fra selskabet • Kunder, samarbejdspartnere og netværk i øvrigt Hvis der er tale om samarbejdspartnere, eksisterende kunder og eksterne rådgivere, er gaverne repræsentation med begrænset skattemæssigt fradrag (25 pct.). Sædvanlige lejlighedsgaver, herunder julegaver, af begrænset værdi vil ikke medføre beskatning hos modtageren. Der kan ikke fratrækkes moms vedrørende gaver. Julegratiale, altså et kontant beløb til de ansatte, falder ind under nogle helt andre regler og bliver beskattet som normal A-indkomst. Det skal angives på oplysningssedlen.
Fradrag for julefrokosten Udgifterne til firmaets årlige julefrokost er fuldt fradragsberettigede for så vidt angår medarbejdere og disses ægtefæller/ledsagere – og i denne sammenhæng også ejeren. I det omfang samarbejdspartnere, eksisterende kunder og øvrige forretningsforbindelser deltager, skal en forholdsmæssig andel af udgiften opfattes som repræsentation. Den momsmæssige behandling afhænger af, om arrangementet afholdes i egne lokaler eller »ude i byen« samt deltagerkredsen.