Har du situationsfornemmelse?

I de glade 80’ere, hvor der var mange offentlige kroner til produktudvikling til små virksomheder, kunne man få 40 pct. skattefrit tilskud til direkte udgifter til produktudvikling. Betingelsen var selvfølgelig, at myndighederne kunne godkende projektet, og til det formål skulle virksomheder indsende et ansøgningsskema, hvor man blandt andet blev bedt om at trække fire simple nøgletal for de tre foregående år ud af regnskaberne og sætte ind i skemaet. Samtidig skulle man vedlægge selve regnskaberne.Overvej følgende, inden du læser videre: Ville du have trukket nøgletallene ud, som spørgeskemaet bad om med store bogstaver, eller ville du blot have bedt myndighederne kigge i det regnskab, du alligevel skulle vedlægge din ansøgning – som i parentes bemærket måske drejede sig om flere hundrede tusinde kroner? En del af ansøgerne hoppede over hvor gærdet var lavest og valgte den sidste løsning, fortæller en tidligere medarbejder i det der hed Teknologistyrelsen, der var med til at fordele kronerne dengang, og som vi har historien fra. Nu var det ikke sådan, at dét i sig selv diskvalificerede ansøgeren, men det burde det måske have gjort. Ved et rent tilfælde kunne man senere lave en datakørsel hvor man adskilte dem, der havde udfyldt skemaet rigtigt, og dem der blot havde sat et par streger henover og skrevet »se vedlagte regnskab«. Og nu pointen: Det viste sig, at succesraten for dem, der havde gjort som de blev bedt om, var omkring dobbelt så stor som for dem, der ikke havde ulejliget sig med at yde myndighederne denne lille service. Kan man lære noget af denne sære historie? Måske at en god situationsfornemmelse giver bedre chancer for at overleve som iværksætter, mener historiens ophavsmand. »Det var ikke svære tal, der skulle trækkes ud, men der var simpelthen nogle som tænkte, at det kunne de sgu selv gøre. Hvis jeg får et skema fra det offentlige forstår jeg måske ikke hvad alle oplysningerne skal bruges til, men jeg giver dem alligevel,« siger han, og tilføjer, at kørslen selvfølgelig var i den sjove ende. Når man overhovedet bad ansøgerne trække tallene ud var det fordi at dem, der behandlede ansøgningerne, kun havde brug for at se på disse tal, hvis de ellers var i orden. Da myndighederne jo sad på pengekassen, kan det sammenlignes med at have føling med, hvad kunden eller banken beder om at få at vide. Så når banken spørger, så giv dem de informationer de vil have, selv om du ikke forstår hvorfor de vil have dem. Ellers spænder man ben for sig selv, lyder rådet. Det er hermed viderebragt.