Pension. Er der noget kedeligere at beskæftige sig med, når man er en ung og fyrig iværksætter med hovedet fuld af forretningsideer som i potentiale når helt op til himlen, og med gang i et eller flere små projekter, som hver især synes forudbestemt til at revolutionere verden – med det ikke negligerbare biprodukt, at man selv bliver stenrig. Stensikkert. Ja, hvad skal en iværksætter overhovedet med en pension, når man til den tid kan sælge sin virksomhed og leve fedt af provenuet til sine dages ende? Det spørgsmål er der ikke ret mange selvstændige, der kan komme i tanke om et fornuftigt svar på. I hvert fald viser statistikken, at fire ud af fem selvstændige ikke sparer op til pension, eller kun sparer meget lidt op. Dermed bliver det interessant at se på, om dét nu også er klogt, hvilket det til syvende og sidst selvfølgelig kun er den enkelte der kan svare på – det koger ned til, om man tør løbe risikoen for, at salget af ens virksomhed ikke vil kunne finansiere ens gamle dage. Vurderingen af dén risiko kan basere sig på fornemmelser – »det er meget usandsynligt, at min virksomhed ikke skulle være så meget værd når jeg skal sælge den«, men den kunne også basere sig på et lidt fastere grundlag, som for eksempel nogle oplysninger om, hvor gammel man rent statistisk kan regne med at blive, hvor meget man gerne vil have til sin disposition om måneden som pensionist, hvor meget man i givet fald så skal have som formue når man går på pension – og hvad det svarer til i opsparingsforløb eller gevinst ved salg af virksomhed. Disse spørgsmål ser vi på i denne artikel. Da folks nuværende alder og ønsker til rådighedsbeløb vil variere, går vi i artiklen som eksempel ud fra en 35-årig mand, der går på pension som 65-årig. Vi definerer et rådighedsbeløb svarende til hvad en gennemsnitspensionist bruger i dag, hvilket er et meget beskedent beløb. De fleste vil nok ønske sig mere, og så kan man i grove træk anslå sit opsparingsbehov ved at gange beløbene op (vil man f.eks. have tre gange mere til rådighed, skal man opspare tre gange de beløb, vi nævner), og er man tilsvarende ældre end 35 år, vil der også skulle spares et højere beløb op om året.
Man bliver nok halvfjerds... »Man lever længere end man regner med, og går måske på pension før man regner med,« siger Hans Klokker, der er salgs- og forsikringschef hos PFS – Pension For Selvstændige. Da pension basalt set er en forsikring mod at leve for længe, er det første han smækker på bordet alle forsikringsmatematikeres yndlingstabel, dødelighedstavlen. Her kan man pege sig frem til hvor mange procent af en årgang der er i live et bestemt antal år efter, eller se hvor mange år man i snit kan regne med at have igen når man har en given alder. En lille matematisk spidsfindighed ved dødelighedstavler er, at man skal huske at regne med at ens middellevetid – det antal år, man gennemsnitligt set vil leve fra fødslen – stiger med alderen. Selv om at gennemsnitsalderen for en mand i dag er omkring 75 år, kan en mand som er 35 år i dag regne med at leve til godt halvandet år længere end det, fordi hans risiko for at dø inden han er 35 skal fraregnes. Og ser vi på en pensionsmoden mand på 65, kan han ikke blot regne med at have gennemsnitlig 10 år igen, men næsten 16 år. Som tingene ser ud med 2004-tal, er omkring 87 pct. af mænd og 92 pct. af kvinder fra en given årgang stadig i live, når de fylder 60 år. 72 pct. mænd og 82 pct. kvinder runder de 70, men så ved vi ellers også, hvad vej det går. Kun 43 pct. af mændene og 59 pct. af kvinderne bliver 80. Godt 11 pct. mænd og 23 pct. kvinder bliver 90, og mens et par procent af kvinderne runder de 100, kan det ikke måles i procenter for mændenes vedkommende uden at tage en decimal i brug. Men som sagt skal der lægges nogle år til sandsynlighederne, afhængig af hvilken alder man har. Fra Hans Klokkers side af bordet, er problemet imidlertid ikke dem der kradser af, men dem der holder ud. Når nogle lever længere, end man tror, har det tit noget at gøre med en god pensionsordning, fortæller han: »En god pensionsordning giver et godt pensionistliv. Man kan leve og bo godt, rejse, dyrke sine interesser og dør generelt ikke af kedsomhed. Folk med livsvarige ydelser lever statistisk lidt længere, så en god, livsvarig pension er livsforlængende.« Dertil kommer, at selvstændige – og sågar medhjælpende ægtefæller – generelt har et bedre »forløb» end lønmodtagere. De bliver ikke syge så tit, for så ødelægger de forretningen.
Hvor meget bruger en pensionist? En gennemsnitspensionist mellem 65 og 74 år forbrugte i 2003 for ca. kr. 120.000 om året, eller kr. 10.000 om måneden (tallene er rundet ca. kr. 1.250 op om måneden for at have nogle runde tal at regne med). Det månedlige gennemsnitsforbrug falder med ca. kr. 1.200 om måneden hvis man ser på aldersgruppen 75-89 år, til ca. kr. 90.000 om året. På Danmarks Statistik har man ikke spurgt til, hvor mange pensionister der er tilfredse med dette forbrug, og hvor mange som går og sparer i det daglige for at få enderne til at nå sammen. Man bør dog have i tankerne, at lønmodtagere i dag sparrer meget mere op via arbejdsmarkedspension – f.eks. 15 pct. af lønnen – og dermed vil have et noget større beløb til rådighed end dagens pensionister. Selvstændige vil for manges vedkommende formentlig ønske sig at have mindst lige så meget til rådighed som lønmodtagernaboen som pensionist, og den generelle vurdering er da også, at fremtidens pensionister generelt vil kræve mere af tilværelsen – tage på flere rejser, drikke mere god rødvin, og i den dur. Omvendt er et gennemsnitsforbrug dog også udtryk for, at der i dag er folk som lever for mindre. En yderligere bemærkning er, at man ved beregning af det beløb, man gerne vil have til rådighed som pensionist, i praksis typisk vil tage udgangspunkt i den nuværende indkomst, og så gå efter at man skal have f.eks. 80 pct. af denne. Men da selvstændiges indkomst fluktuerer mere, kan det være sværere at vide, hvad man skal gå efter. Selv om det i alle fald er klart, at der ikke er tale om et liv i sus og dus for kr. 10.000 om måneden, ser vi som nævnt alligevel på, hvad der skal til for at nå dette beskedne beløb, justeret for inflation, og hvis man ønsker sig mere (og er man i øvrigt uformuende), må man spare mere op – eller leve med risikoen for at man ikke kan realisere en tilstrækkelig gevinst fra salget af sin virksomhed, når man kommer så langt. Den sidste risiko kommer vi tilbage til.
Udgangspunktet Hvilket beløb man skal sigte efter at have på sin pensionsopsparing når man går på pension, afhænger af hvor mange penge man vil have at leve for om året, og det antal år, man skal have beløbet. Regnestykket starter dog ikke helt på bunden, da man i Danmark som udgangspunkt har ret til folkepension fra man fylder 65, og eventuelt efterløn fra man er 60. I 2006 er en folkepension på omkring kr. 5.000 om måneden i grundbeløb. Dertil kommer et pensionstillæg på godt det samme for »reelt enlige«, og på ca. kr. 2.500 for samlevende. Tillægget nedsættes dog hvis man selv eller ens ægtefælle tjener over ca. kr. 100.000 for gifte, og ca. kr. 50.000 for enlige, med 30 kr. for hver 100 kr. man tjener. Tjener man rigtig meget som pensionist nedsættes også grundbeløbet, men det er et luksus-scenarie, som vi ikke behøver at bekymre os om her. Alt i alt starter vi i »bedste« fald med godt kr. 10.000 om måneden før skat, og ca. kr. 7.000 efter. De kr. 10.000 som en gennemsnits-pensionist bruger om måneden i dag, svarer om 30 år med en årlig inflation på 2 pct. til omkring kr. 18.000 om måneden, mens pensionen med samme stigningstakt (hvilket ikke er helt korrekt med nuværende satsreguleringsregler, hvor folkepensionen justeres med udvikling i løn og ikke med udvikling i priser) vil ligge på ca. kr. 13.500 efter skat. Ud fra gennemsnitsforbruget skal man altså via pension, opsparet formue eller anden indtægt om 30 år supplere folkepensionen med i snit kr. 4.500 E om måneden efter skat hvis man er 65-74 år, mens folkepensionen dækker behovet hvis man er 75 eller derover.
Minimumspension Vi bad Hans Klokker lave en beregning (præcis er den ikke, da vi ikke kender rente og pristalsudviklingen i fremtiden) over hvor stort et beløb man kunne få udbetalt om måneden som pensionist, hvis man hvert år indbetaler minimumsbeløbet på kr. 12.000 på sin PFS-pensionsopsparing. Det skal indskydes her, at der selvfølgelig også er forskellige muligheder med hensyn til hvor lang en periode man ønsker en ratepension udbetalt over, og her har Hans Klokker regnet på 10, 15 og 20 år. Starter man opsparingen som 35-årig, vil man med kr. 12.000 årligt opsparet have ca. kr. 1.000.000 når man er 65. Hvis udbetalingen af denne million strækkes over 20 år, fra man er 65 til 85, vil det give rundt regnet kr. 2.500 ekstra om måneden efter skat, hvormed man med folkepensionen på kr. 13.500 lander godt 2.000 kr. under det beløb, som en gennemsnitspensionist fyrer af i dag, når vi har justeret for inflation. Satser man kun på at leve til man er 75, kan man i 10 år få beløbet udbetalt som kr. 4.000 om måneden efter skat, og så er vi kun kr. 500 under målet. Hvad levealderen gælder, skal man endvidere huske, at vurderinger af middellevetidens forøgelse varierer fra 2-5 år frem til 2040, og fra 5-10 år frem til 2080. Omvendt vil også tilbagetrækningsalderen formentlig stige. Vil man op på et gennemsnitsbeløb for 65-74-årige i en 20-årig periode, kan man enten spare kr. 24.000 op om året, eller øge sin opsparingsrate hen ad vejen, i takt med at ens indtægter stiger. Som Hans Klokker siger: »Forløbet er gerne eksponentielt stigende, for enten bliver du en succes som selvstændig, eller også bliver du lønmodtager,« siger Hans Klokker, og tilføjer, at der selvfølgelig også er nogen som fortsætter opsparingen på startniveau eller stopper opsparingen i kortere eller længere perioder. Da selvstændige kan have vanskeligt ved at forudsige, hvor mange penge man vil tjene i et år, kan det nemlig være vanskeligt at overskue at skulle indbetale et fast årligt beløb. Af samme årsag blev det i 2004 muligt at få skattefradrag for indbetalinger på op til 30 pct. af årets overskud.
De selvstændiges egen pensionsfond Den vågne læser vil måske undre sig over, om vi er blevet et reklameorgan for Pension for Selvstændige, siden vi ikke taler med andre. Det er vi ikke, men sagen er den, at PFS er et non-profit foretagende, som bl.a. Håndværksrådet har været med til at oprette med det formål at give selvstændige adgang til billige pensioner. Over 15.000 selvstændige har i dag tegnet pension hos PFS, og ordningen kan fås gennem både Danica samt Danske Bank og BG Bank. »PFS blev stiftet i 1991, næsten samtidig med at arbejdsmarkedspensionen blev indført. Samtlige pensionsudbydere i landet blev indkaldt for at give bud på ordningen. Man ville nemlig ikke selv lave et pensionsselskab, men have et af de bestående selskaber til at levere varen, blandt andet med det krav at omkostningerne skulle være små. Fonden er non-profit, så derfor er priserne barberet helt i bund,« forklarer Hans Klokker. »Går man som enkeltperson ind i et selskab, kommer man i en fælles gruppe, og det er dyrere, fordi selvstændige har et bedre forløb, det vil sige mindre risiko, og derfor billigere forsikring. Hos PFS kommer de penge, der går ind, også ud.« Når folk bliver iværksætter, kommer de typisk fra lønmodtagersiden med en pension i forvejen, som de har været tvunget til at have som en del af lønpakken. »De er normalt skruet sådan sammen, at det er en livrente, dvs. en ordning der kommer til udbetaling hvis man er i live, typisk fra man er 65 og så længe man lever. I arbejdsmarkedskasserne er livrenten suppleret med dødsfaldsdækning til efterladte og en invalideforsikring. Men bliver du selvstændig og ikke foretager dig noget, sidder du tilbage med kun livrenten, for de andre dækninger kræver at man indbetaler løbende. Men hvis man overfører arbejdsmarkedspensionen til os, så fortsætter vi med at lave dækninger, som opfylder en selvstændigs behov – f.eks. retten til straks at blive behandlet på et privathospital,« siger Hans Klokker. »Ordninger hos PFS kan startes som en kapital- eller ratepension, fordi disse kan ophæves hvis man pludselig står og skal bruge pengene, modsat arbejdsmarkedspensioner. Den er også kreditorbeskyttet ved konkurs,« siger han. Derudover indeholder ordningen som nævnt en sundhedssikring til 665 kr., som normalt er meget dyrere at købe på markedet, og så kan grunddækningerne kan suppleres med større ydelser efter behov.
Ophørspension Skulle man imidlertid insistere på ikke at ville spare op til pension i en pensionsordning, f.eks. hvis man mener at alle likvider skal pumpes ind i virksomheden, og satse på at leve af de penge man kan få for livsværket, er der i dag mulighed for at indsætte op til ca. kr. 2,3 million fra salg af ens virksomhed på en såkaldt ophørspension med fuld skattefradrag. Skal man om 30 år have hvad der svarer til gennemsnitsforbruget – altså de kr. 4.500 ekstra om måneden oven i folkepensionen – skal salget af virksomheden til den tid mindst indbringe omkring kr. 2 millioner, svarende til ca. kr. 1,2 million i dagens priser. Dét regnestykke er sådan set enkelt nok, men hvad der er knapt så enkelt at forudsige og beregne er, hvor meget ens virksomhed er værd – hvis noget overhovedet. Der er flere faktorer som betyder, at det kan være svært at sælge en lille virksomhed, beretter Hans Klokker. »Det bliver i disse år sværere at sælge virksomheder, fordi de årgange der går på pension afløses af mindre årgange,« siger han. For eksempel er 1980’er årgangen på lidt over 40.000 levendefødte i den alder, hvor de er klar til at overtage virksomheder (30 år), når 1945-årgangen på over 90.000 levendefødte går på pension. Faktisk er det så skævt, at hvis hver virksomhed skulle overtages af en ny iværksætter, skulle hver iværksætter overtage to virksomheder, hvis ellers iværksætterprocenten er uforandret. Men det er ikke det eneste problem. »Mange virksomheder kan slet ikke sælges. Det er personen, der er virksom-heden. Når det er murermesteren i Brovst der vil sælge sin murervirksomhed, ved de to andre murere godt, at han ikke kan sælge kunderne. De andre får dem jo alligevel, når han lukker. Der er masser af brancher hvor man ikke kan sælge virksomheden, for der er ikke noget at sælge,« pointerer Hans Klokker.
Opsparing eller ej? Generationsskifte i en virksomhed og profitten for ejeren er et større emne, end vi kan nå at komme ordentlig omkring i denne artikel. Derfor ser vi i næste nummer nærmere på, hvilke typer virksomheder der kan sælges, hvilke måder man kan sælge den på, hvem man kan sælge til, og ikke mindst det måske vanskeligste spørgsmål – hvad forskellige virksomheder er værd. Her vil vi runde af med et par gode råd fra Hans Klokker, der som forsikringsmand naturligvis mener, at det bare er om at komme i gang med at spare op. »Det er langt bedre at have 30 år end 10 år til at spare op. Og hvornår er forsikring vigtigst – når man er svag økonomisk, eller når man er stærk økonomisk. Når man er svag, kan begivenhederne vælte hele dit liv,« siger han med henvisning til de behandlings- og invalideforsikringer, der følger med en pension hos PFS. Fra en velhaversynsvinkel kan pension også bruges som model for nedsættelse af skat, idet man kan få fradrag for pensionsindbetalinger og som pensionist med den lavere indtægt opnår en lavere beskatning. Det kan betyde en forskel i skatten på op mod 20 kr. pr. tjente 100 kr. At man hellere vil pumpe likviderne i forretningen når den er ung, ser Hans Klokker ikke som et godt argument. »Hvis man indkalkulerer nogle få kroner i timeprisen over for kunderne, så ville det være nok til at man kan få en fornuftig ordning ud af det. Bryder man en årlig indbetaling på kr. 20.000 ned med f.eks. 2.000 fakturerede timer, så skal der en tier oven i timelønnen, så man måske tager 310 i stedet for 300 kr. Tænker man sådan, kunne man løse problemet. Og det er mindre der skal lægges oveni, hvis der er tre ansatte,« siger han.
