For at få et eksempel på prisniveauet, henvender vi os til en erhvervs it-forhandler, Act-it, som har kontor både i Århus og København. Produkt- og marketingchef Tage Toft Jensen oplyser overraskende, at kun fem pct. af deres handler bliver finansieret med leasing, men han kan selvfølgelig ikke se, om der ligger et banklån bag.Act-it har mange kunder inden for den grafiske branche, så vi sætter en udstyrsliste sammen, som ville være typisk for en mindre grafisk virksomhed. Vi skal bruge et par computere af mærket Apple, en server med tilbehør, en farveprinter og en stribe grafiske softwarepakker. Der er for kr. 76.530 plus moms, og kr. 95.662,50 når momsen medregnes. Kontanttilbuddet er altid udgangspunktet for en eventuel leasingaftale. Hvis vores eksempel skal finansieres ved hjælp af leasing, retter Act-it.dk henvendelse til en af deres faste finansielle samarbejdspartnere. En leasingaftale bliver udarbejdet på grundlag af vores kontantkøbstilbud. Først skal man kreditgodkendes hos leasingselskabet, og når den del er i orden, vil man inden for et par dage modtage leasingtilbuddet. Vi får to tilbud, der løber over henholdsvis 24 og 36 måneder. Det der løber over 24 måneder skal vi betale kr. 3.258 om måneden, hvorefter der er en restværdi på 7.653 kr. som er den sum, vi kan vi købe det leasede udstyr for når de to år er gået. Vi kan også vælge på det tidspunkt at overlade det til ejerne, som er leasingselskabet. Men vi kan ikke regne med, at den månedlige ydelse bliver ved med at være 3.258 kr. Beregningen bygger på en variabel rente, som følger bankernes fælles rentefastsættelse, den såkaldte CIBOR 90 dage pr. den 10. bankdag. Det vil sige, at renten hver tredje måned reguleres i forhold til renteniveauet udstukket af Nationalbanken. Det andet tilbud løber over 36 måneder. Her er den månedlige ydelse naturligvis lavere, nemlig kr. 2.265, mens restværdien til gengæld er den samme efter tre år, altså kr. 7.653. I begge tilfælde er der et oprettelsesgebyr på 450 kr. for leasingaftalen, men derudover er der ingen udbetaling. Så snart leasingaftalen er skrevet under, kan man køre hjem med it-udstyret, som man har den fulde brugsret til, men ikke ejer. Muligheden for at købe udstyret til restværdien opstår først når den aftalte leasingperiode udløber. Til den tid kan det være forældet, hvorfor det er rart at slippe af med, så man igen kan lease det sidste nye inden for it til de næste par år. Forhandleren opfordrer gerne til at forsikre udstyret, og kan i mange tilfælde tilbyde service- og supportpakker til leasingkunder.
... Og på leasing af firmabil
Vi vil gerne have en præsentabel bil i mellemklassen til vores virksomhed, så vi kontakter en af de største inden for leasing, Nordania. Hvert år køber Nordania Leasing for mere end syv mia. kr. på erhvervslivets vegne, og de er samtidig Danmarks største »flådeejer« med 30.000 biler. Det giver attraktive indkøbspriser, når bilen skal anskaffes. Vi får et leasingtilbud på en Opel Vectra 2,2 5-dørs, og samtidig får vi en række velkendte argumenter for, hvorfor det kan betale sig at lease: »Når du leaser vognparken, beholder du pengene i virksomheden. Brug dem til at opbygge en likviditetsreserve, opnå kontantrabatter eller noget andet, der kan være med til at udvikle virksomheden,« siger salgschef hos Nordania billeasing, Peter Tørnes Jacobsen. Man betaler for retten til at bruge bilen. Bilen er altså til rådighed på samme måde, som hvis du havde købt den – med den forskel, at du ikke har bundet flere hundrede tusinde kroner i dit regnskab. Nordania erhverver Opel Vectra’en til kr. 277.928. Hvis man leaser over 36 måneder bliver de samlede finansierings-udgifter 107.820 kr. ekskl. moms. Alt efter aftale kan bilen overtages af virksomheden eller af Nordania efter de 36 måneder. Ved den såkaldte operationelle leasing er det normalt leasingselskabet, som overtager bilen til det aftalte beløb, mens det ved den finansielle leasing oftest er virksomheden, der køber bilen til den aftalte restværdi. Ved operationelle billeasinger er det som regel muligt at vælge operationelle elementer som service og vedligeholdelse, standard- og vinterdæk, erstatningsbil ved service, samt brændstofordninger.