Lønmodtagermentaliteten er en trussel for iværksætterkulturen. Denne sandhed fremhæves ofte i debatten om, hvordan vi hæver vort lille lands placering i de internationale målinger af iværksætteraktivitet. Ergo må lønmodtagermentaliteten udfordres af en iværksættermentalitet, men hvad betyder det egentlig mere konkret? Beder man folk forholde sig til det spørgsmål, tænker mange på uddannelsessystemet som et oplagt sted at sætte ind med en påvirkning. De unge skal simpelthen mere i berøring med erhvervslivet, for herigennem vil også lønmodtageres børn øge indsigten i det selvstændige alternativ til den slagne vej. Flere vil få lyst til at starte egen virksomhed, og kurverne i statistikken vil få positive hældningskoefficienter.
Teorien lyder ikke helt tosset, men lønmodtagermenta-litet og iværksættermentalitet adskilles af mere end lysten til at vælge den ene eller den anden vej. Det at påtage sig ansvaret for egen situation er en væsentlig karakteristika for succesfulde iværksættere, og hvis der er noget, som ikke bør efterstræbes, så er det at folk med lønmodtagermentalitet – lønmodtagertankegang – starter egen virksomhed.
Lønmodtagertankegangen
Lønmodtagertankegang ser man f.eks., når unge nyuddannede sender læserbreve til aviserne, hvor de beklager sig over, at de nu har læst i så og så mange år, og så er der ikke engang arbejde til dem. Af og til hører vi på redaktionen også fra folk med lønmodtagertankegang, som gerne vil være iværksætter, men som ikke rigtig kan komme i gang. De synes, at det er for galt, at der ikke er nogen der kan fortælle dem hvordan de skal gøre, og kan vi ikke lave en historie om det.
I begge tilfælde opfatter man ansvaret for ens egen situation som samfundets, og det er en uhensigtsmæssig forestillingsverden at tage udgangspunkt i, når man kaster sig ud i noget så kaotisk som et iværksætterprojekt, der oftest kræver både vilje og stædighed, dygtighed og held for at lykkes. Det er måske en banal indsigt, men at påtage sig ansvaret for ens egen situation er afgørende for evnen til at handle, når tingene ikke går som planlagt. Folk med iværksættertankegang skubber ikke ansvaret fra sig. Fejler man, uanset af hvilken årsag, er der kun et sted at pege fingeren hen – nemlig på én selv, og de ideer man ikke fik, de ting man ikke gjorde, for at redde sin virksomhed. Også selv om omstændighederne var nok så uheldige.
Iværksætterkulturen styrker man derfor ikke kun ved at give folk lyst til at være iværksætter, men ved at holde op med at indpode nye generationer, at samfundet bærer ansvaret for deres personlige succes.