Iværksættere – dem skal vi da ikke beskæftige os med, det er jo konkurrenter! Det var holdningen i flere af branche-organisationerne tilbage i 1980’erne, og det gav anledning til nogle dønninger i Håndværksrådet. Rådet havde nemlig en lidt anden opfattelse af tingene: Iværksætterne er nødvendige, for iværksættere er jo dem, der står klar til at overtage de eksisterende virksomheder, iværksætterne repræsenterer fornyelse og puster de eksisterende virksomheder i nakken – og det er sundt! Det holder branchen konkurrencedygtig og up to date. I andre lande havde man allerede i en årrække interesseret sig for betydningen af iværksættere og nye virksomheder. Herhjemme dukkede det først op i slutningen af 1970’erne, hvor den allerførste iværksætterundersøgelse blev udsendt. Den drejede sig om iværksætterforhold i Århus amt og blev gennemført af daværende afdelingsleder Niels Ravn på det, der dengang hed Jysk Teknologisk Institut, i samarbejde med Aarhus Universitet og Handelshøjskolen i Århus. Det var i øvrigt i den forbindelse, at ordet »iværksætter« i det danske sprog blev opfundet. Vi kunne ikke bruge den engelske betegnelse »entrepreneur«, der jo har en ganske anden betydning i Danmark. Denne første lille iværksætterundersøgelse gav anledning til en vældig presseomtale, og i Håndværksrådet fandt man, at der nu burde gennemføres en større landsdækkende analyse, så vi kunne få et bredere og mere nuanceret billede af, hvem iværksætterne var, hvorfor de startede virksomhed, problemer i forbindelse med starten og ikke mindst deres samfundsmæssige betydning. Det blev til »Ungskoven i dansk erhvervsliv«, der blev udsendt i 1983. Den udkom i fire bind, og havde både en kvantitativ del (1.325 spørgeskemaer) og en kvalitativ del (176 dybdeinterviews) samt en del, der særlig vedrørte iværksættere, der havde måttet lukke igen.
Ensomme iværksættere Undersøgelsen viste med al mulig tydelighed, at iværksætterne oplevede det endog meget vanskeligt og problemfyldt at starte virksomhed/overtage en eksisterende. De manglede rådgivning og hjælp, og de fandt i øvrigt tilværelsen som selvstændig erhvervsdrivende isoleret, ja ligefrem ensom. Ikke alle brancheorganisationer var interesseret i at optage de nye iværksættere som medlemmer – de kunne lige først arbejde sig igennem de første år og bevise deres eksistensberettigelse, om de kunne overleve. Det var den udbredte holdning. Netop det var baggrunden for, at Dansk Iværksætter Forening (DIF) blev stiftet den 1. september 1985 i regi af Håndværksrådet. Der var simpelthen opstået et hul i vores organisationsstruktur, som nu blev dækket af den nye forening. De første år efter starten havde foreningen til huse i Håndværksrådet, hvor den kunne trække på sekretariatsbistand og husets faciliteter i øvrigt, og hvor lederen af foreningen kunne være i et fagligt fællesskab med Håndværksrådets medarbejderstab. Efterhånden blev DIF større og stærkere og kunne stå på egne ben, og efter få år flyttede foreningen ud af Håndværks-rådet og fik sin egen identitet. Men det var altså først i 1985, at iværksætterne fik et politisk talerør. I dag har brancheorganisationerne heldigvis et noget mere nuanceret syn på iværksætterne og på betydningen af den løbende tilgang af nye virksomheder. Men den situation, den nye iværksætter står i, ligner på mange måder mere den, som andre iværksættere – uanset branche – oplever. Derfor er der stadig brug for et talerør, der samler dette op, på tværs af brancherne. Derfor er der stadig brug for DIF, der i dag, på sin 20 års fødselsdag, står som en særdeles synlig og stærk bidragyder i den politiske debat. Hjertelig til lykke med de 20 år!
