23 . March , 2009

Nyheder flyttes til ugentlig mail

Hvem tror efterhånden på trykte medier i disse internettider? Det gør vi her på redaktionen, for et blad kan man sætte sig i lænestolen med og fordybe sig, suge viden til sig, blive inspireret og motiveret. Nettet egner sig efter vores mening især til informationssøgning og til nyheder, som de fleste gerne vil have så friske som muligt. Det har udgjort akilleshælen i et medie, der som vores udkommer hver anden måned.
Derfor lancerer vi fredag d. 3. juni et nyt tilbud i form af en nyhedsmail, der ugentlig kan holde dig opdateret med hvad der foregår af interesse for iværksættere i hele landet. Mailen bliver gratis at modtage både for abonnenter og ikke-abonnenter, og vi sigter mod samme høje journalistiske kvalitet, som du kender fra bladet.

Nyhedsresumeer
Indholdsmæssigt  bliver tale om nyheds-resumeer, der giver et overblik og som er hurtige at skimme igennem. Som iværksætter kan det være vanskeligt at finde tid til at holde sig orienteret i nyhedsstrømmen, så vi håber at læserne vil betragte os som en sparringpartner der scanner for relevante iværksætternyheder i hele landet – inklusiv dem, der ikke når frem til andre medier – prioriterer, og koger ned til de relevante informationer. Først i mailen vil der være en oversigt, så man hurtigt kan orientere sig i mailen.
Da der ikke er grund til at servere de samme nyheder to gange, betyder lanceringen af nyhedsmailen samtidig en ændring af nyhedsdækningen i bladet.  Fra at bestå af mange små nyheder vil du her finde en dybere behandling af et udvalg af de nyheder, der har været bragt i mailen. Et eksempel er interviewet i dette nummers side 8 og 9 med Torben Bager, der er direktør for det nye iværksætterakademi IDEA.
Med denne ændring vil du få nyhederne, når de er mest aktuelle, og dybden med magasinet hver anden måned.

Abonnenter skal også tilmelde sig!

Af juridiske årsager kan vi ikke automatisk tilmelde vore abonnenter nyhedsmailen. Som abonnent skal du derfor selv gå ind på vores hjemmeside www.ivaerksaetteren.dk og tilmelde dig, så du også fremover får den fulde dækning af nyheder og perspektiver. Nyhedsmailen er som sagt gratis at modtage, også for ikke-abonnenter.
Som teknisk leverandør benytter vi eBrev, hvis system er gennemtestet såvel teknisk som juridisk (spamlovgivning). Det er naturligvis muligt at afmelde nyhedsmailen igen, til enhver tid man måtte ønske det.

Kontakt

Jesper H. Andersen

Del indlægget

facebook icon Linkedin icon email icon

Bliv gratis medlem i dag