Nydanske iværksættere

En stor del af de danske unge bliver aldrig iværksættere, fordi de simpelthen finder det dumdristigt. Blandt de øvrige er der mange der egentlig godt kunne tænke sig et liv som selvstændig, men de tør bare ikke. Økonomisk risiko, lange arbejdstider, måske ingen fast ferie og lav indkomst (i hvert fald i starten) er en barriere for mange. Ikke just opmuntrende hvis man som regering har en ambition om at være et iværksættersamfund, hvor der konstant opstår nye virksomheder med nye varer og tjenesteydelser.Der hvor andre giver op er der heldigvis mange indvandrere der tør. Mennesker der har gå-på-mod, initiativ, arbejdsomhed og udholdenhed. De begiver sig tilmed ind i de meste konkurrencebetonede brancher og holder en lang række ydelser i live: kiosken på hjørnet, pizzariaet, den lokale købmand, grillbaren, taxi om natten, restauranter og rengøringsfirmaer. Dertil kommer en række andre detailbutikker med importerede varer fra indvandrerens oprindelsesland, hvad enten det nu er tæpper fra Pakistan eller nudler fra Kina. Forklaringen skal findes i flere forhold. For det første er udbredelsen af selvstændighed mere udbredt i deres hjemlande som en tradition gennem generationer, især fordi der ikke er noget fintmasket socialt sikkerhedsnet at falde tilbage på, hvis man mister sit job. Derfor må man selv skabe grundlaget for sin eksistens, hvad enten det er som gadehandlende eller håndværker i en storby eller som bonde på landet. Selv den voksende middelklasses unge med længerevarende uddannelser og gode lønmodtagerjob ved hvad det vil sige at være selvstændig. For de har givetvis flere selvstændige erhvervsdrivende i familien og de har sandsynligvis også arbejdet i deres families virksomhed som barn. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at mange indvandrere kaster sig ud i at blive selvstændige i Danmark. Mange gør det, fordi alternativet er understøttelse. Selvom du kommer til Danmark som flygtning med en meget høj uddannelse, lærer dansk og bliver dansk statsborger så er det ikke garanti for et job, hvor du kan bruge din uddannelse. Det bedste tilbud hedder måske aktivering og her er det så, at nogle hellere vil have deres egen forretning, trods stort slid og store ofre. Stor respekt for det og eksempel til efterfølgelse. Her er der tale om meningsfuld selvforsørgelse selvom man måske skal knokle en vis legemsdel ud af bukserne. Hvis vi ikke havde denne type indvandrere var det ikke sikkert, at den lokale købmand eller kiosk kunne drives videre – for helt ærligt: hvem gider? Det bedste man kunne gøre for at styrke iværksætterkulturen blandt indvandrere ville derfor være at nedsætte skatten på arbejde, herunder topskatten, så vi kunne få øget efterspørgslen efter serviceydelser som mange ønsker, men ikke vil betale i dyre domme for. Så hellere få det gjort sort. Og apropos sort: tro ikke, at jeg er nydansker-romantiker. Jeg ved godt, at der i visse brancher med mange indvandrere snydes på vægtskålen, og her skal naturligvis ikke gælde nogen kære mor. Fair play er et must for alle. Statistikken siger, at de unge, der har erhvervsdrivende forældre, er mere åbne overfor et liv som iværksætter i forhold til sine jævnaldrende kammerater. Det er klart – for dem er det naturligt. Og hvis de selv startede som selvstændige ville deres forældre sikker også være deres bedste rådgivere. Vi kan altså formode, at vi også fremover vil have en del indvandrerunge med iværksætterpotentiale. Så mangler vi blot at hæve uddannel-sesniveauet hos vore unge indvandrere, så selvstændighedskulturen kan udmønte sig i øget iværksætteri inden for erhverv, der er mere vidensbaserede og som kan skabe endnu mere værdi til det danske samfund.