Man holder vejret, mens de første svar tikker ind på mailen. Det er første gang, vi på Iværksætteren har spurgt vores læsere, hvad de egentlig synes om bladet. Selvfølgelig har vi løbende fået feedback, men fornemmelser for, hvad folk har lyst til at læse om, spiller en stor rolle når man laver blad. Nu er det regnskabets time.Og heldigvis – langt de fleste læsere giver os et positivt skudsmål. Det er vi naturligvis glade for. Men der er selvfølgelig, jeg vil næsten igen sige heldigvis, også kritik og forslag til, hvad vi kan gøre anderledes og bedre. Bladet er ingenlunde perfekt, og vi er kun nået et stykke mod det blad, som vi gerne vil udgive. De indkomne kommentarer vil udgøre værdifuldt input i arbejdet med at definere, hvordan siderne skal fyldes ud fremover.
Modsatte ønsker Læsernes ønsker er i mange tilfælde modsatrettede. Mange synes artiklerne er for lange, men der er også nogle, der synes de er for korte. De fleste elsker iværksætterhistorierne, men en del savner beretninger om fiaskoer og historier med lidt færre solstråler i. Det er vi på redaktionen helt enig i, og denne side af iværksætteriet vil fremover få en plads i bladet, i det omfang vi kan finde folk der har lyst og mod til at dele deres fejlslagne opstartserfaringer – hvilket vi har erfaring med er langt sværere end at grave de positive historier frem. Vi har ligeledes fået et hav af gode ideer til nye stofområder, vi kan inkludere i bladet, og til konkrete emner, vi kan behandle. Mange af ideerne er allerede på vores liste over fremtidige artikler, og resten er med få undtagelser kommet det. Et andet spændende forslag, som vi også selv har leget med, er at følge op på iværksætterhistorierne på et senere tidspunkt, hvis der sker drastiske ændringer i de virksomheder vi har portrætteret. Over de næste numre vil du kunne følge implementeringen af disse og mange andre input, vi har fået til bladet. Forhåbentlig vil et stort flertal af vores læsere mene, at vi bevæger os i den rigtige retning. Men husk, at du altid er velkommen til at skrive med ideer, ris eller ros til bladet.