EU tager ikke iværksættere alvorligt

Bruxelles har sat iværksættere på dagsordenen og lægger op til at definere og fjerne nogle af de barrierer, som holder iværksættere fra at springe ud. Det er positive nyheder, som jeg håber den danske regering vil tage alvorligt.
Da Regeringens Iværksætterpris for nylig blev uddelt, var det endnu en ung IT-løve, som har skabt en stor omsætning og har mange ansatte, der vandt. Et billede på en iværksætter, som skulle være forbillede for andre med »selvstændige« drømme.
Jeg synes nærmere, det er et billede på en iværksætter, der ikke findes mange af i virkeligheden, og det valg illustrerer meget godt regeringens slidte kreativitet. Hvor var kvinderne eller de etniske minoriteter for eksempel i udvælgelsesproceduren? Og hvorfor valgte regeringen at holde sig til den klassiske – og amerikanske – drøm om mangemillionær på IT-bølgen i stedet for at bruge prisoverrækkelsen til at vise, at det kan lade sig gøre at skabe en forretning, også hvis man er helt almindelig, som de fleste af os jo er.
Regeringen har også lige spyttet 30 millioner kroner i foreningen Young Enterprise, en selvstændighedsfond, besluttet at Danmarks Iværksætterakademi skal åbne i Kolding, at folkeskoleelever skal have Uddannelsernes Iværksætterdag på programmet, og endelig vil Videnskabsministeriet starte et iværksætterbarometer.
Alt sammen små skridt i den rigtige retning, men intet som virkelig batter.
Det batter sikkert heller ikke lige med det første, at EU-kommissionen nu har lavet en handlingsplan for, hvordan den vil fremme europæernes lyst til at starte selvstændig virksomhed. For der er noget galt. Næsten halvdelen af EU’s befolkning
siger, at deres foretrukne arbejdsliv er at være selvstændig, men kun 17 procent driver i realiteten egen virksomhed. EU-kommissionens handlingsplan definerer nogle problemområder og lægger op til en samlet indsats i stil med den, der gennem årene er brugt indenfor den mere generelle arbejdsmarkedspolitik.
Kommissionens europæiske høring har vist, at der er færre og færre potentielle efterfølgere til at overtage virksomheder fra pensionsparate selvstændige. Ligesom det viser sig, at folk mener, at risikoen ved at blive selvstændig er for stor – går forretningen neden om og hjem, så er man nødt til at acceptere en lavere grad af social sikring. Finansiering er et andet problem – beskatning af tilbageholdt overskud og private investeringer ses som en hindring for forøgelse af egenkapitalen og altså for frigørelse af vækstpotentiale. Og iværksætterne svarer, at de mangler støtte, er bebyrdede af administration og lovgivning, føler sig isolerede og vil gerne have uddannelse.
Det har fået kommissionen til at opstille fem strategiske politikområder:
• Fremme af iværksættertankegang ved at skabe flere uddannelsesmuligheder.
• Flere skal tilskyndes til at blive iværksættere. Hvad sker der med iværksættere, hvis virksomhed er slået fejl? De kommer ofte ikke tilbage igen som iværksættere, fordi de føler sig stemplet som fiasko. Derfor skal det gøres lettere at starte en virksomhed. I Danmark kunne vi f.eks. se på reglerne for dagpenge, som efter min me-ning bør være helt anderledes fleksible for mennesker, der vil starte egen virksomhed.
• Gearing af iværksætterne til vækst og forbedret konkurrenceevne. Europa har behov for vidensvirksomheder, fordi de ikke i modsætning til produktionsvirksomheder flytter til udlandet som følge af globaliseringen. Og en af løsningerne her er netop at lave skræddersyet støtte til etniske minoriteter og kvinder, som ofte står bag vidensvirksomheder. Samtidig vil Kommissionen støtte, at der skabes bedre forbindelse mellem iværksættere, så de får mulighed for at møde strategiske partnere.
• Forbedring af finansieringsmulighederne dækker blandt andet over en stimulering af både låne- og egenkapitalfinansiering.
• Tilvejebringelse af mere SMV-venlige lovgivningsmæssige og administrative rammer. Det handler blandt andet om at tage de små og mellemstore virksomheder med på råd, når der laves lovgivning.
Kommissionens idé er at lave en udveksling af de bedste ideer i Europa landene imellem. Det skal ske med den såkaldte åbne koordineringsmetode, som også er den, man bruger i forbindelse med arbejdsmarkedspolitik mere generelt. Men det kan kun lade sig gøre, hvis EU-landene deltager aktivt. Det håber jeg, regeringen vil indse.